Intertekstualitet er en litteraturvidenskabelig betegnelse, indført af den franske kritiker Julia Kristeva i 1969, for den egenskab ved tekster, at de forudsætter andre tekster.

Begrebet er videreudviklet af landsmanden Roland Barthes, der ser enhver tekst som "et blændværk af citater".

I ældre sammenlignende litteraturhistorie søgte man at påvise påvirkning, dvs. årsagsbestemte virkninger af en ældre tekst på en yngre. I forhold hertil betegner intertekstualitet en udvidelse til mange andre former for forbindelse mellem tekster: allusion, reminiscens, reaktion, protest.

Amerikaneren Harold Bloom har brugt intertekstualitet psykoanalytisk: Den yngre digters digt er et middel til at "slå" den ældre digter ud med — poesi som fadermord.

Italieneren Umberto Eco har studeret klichéerne i kultfilmen Casablanca som en "intertekstuel collage". Intertekstualitet er navn for de mange slags samtaler, tekster kan føre med hinanden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig