• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

det moderne gennembrud

Oprindelig forfatter Martin Zerlang Seneste forfatter Redaktionen

Georg Brandes. Portrættegning af P.S. Krøyer, 1881.

Georg Brandes. Portrættegning af P.S. Krøyer, 1881.

det moderne gennembrud, litterær periodebetegnelse for 1870’erne i Danmark. Omkring 1850 stod alt i gennembruddets tegn. Økonomisk og politisk liberalisme stod på dagsordenen. I 1849 fik Danmark en – relativt – demokratisk forfatning. Og som noget af det første besluttede politikerne, at voldene skulle rives ned, og at der skulle åbnes for fri konkurrence. Med friheden blev der åbnet for bevægelser, der ønskede at bruge denne frihed. I 1870 mødtes ”de frisindede” med bønderne i Det Forenede Venstre, samtidig med at arbejderne begyndte at organisere sig på socialistisk grundlag, og i 1871 dannedes Dansk Kvindesamfund. Der var dermed tale om et generelt opbrud fra den dominerende kristelige og idealistiske enhedskultur.

I 1871 satte Georg Brandes ord til opgøret med denne kultur. Det skete i en række forelæsninger, som indvarslede "det moderne Gennembrud" i dansk litteratur og kultur. I det, som skulle blive optakten til storværket Hovedstrømninger i den europæiske litteratur, konstaterede han, at det åndelige liv ikke var fulgt med tiden. Tværtimod var Danmark håbløst bagefter i sammenligning med de toneangivende lande. Kulturhelten i Danmark var en romantisk driver som Oehlenschlägers Aladdin, der bare ventede på, at appelsinerne skulle falde ned i hans turban. Den moderne kulturhelt, derimod, var en realist, der var i pagt med sin tid. Som en ingeniør forstod han at kanalisere tidens kræfter og strømninger. Målestokken for dette arbejde var: friheden til at forme sit eget liv; fornuften til at vejlede denne frihed; og fremskridtet som det strålende resultat.

Vejen ind i det, Brandes kaldte ”en stedse idealere opfattet Frihed, Civilisationens og Fremskridtets endeløse Triumftog” gik gennem en debat, hvor alle autoriteter var til diskussion. Som han formulerede det: ”En levende litteratur kendes på, at den sætter Problemer under Debat”. Det var det kulturpolitiske, ikke det samfundspolitiske, der interesserede den åndsaristokratiske Brandes, men som debatforum blev litteraturen en slags parlament og samtidig en institution med stærk inspiration fra den presse, som oplevede sit store gennembrud i anden halvdel af det 19. århundrede. Viggo Hørup, der sammen med Edvard Brandes grundlagde Politiken i 1884, sagde senere, at der kunne bygges en alliance mellem dem, der ville den litterære realisme, og dem, der stræbte efter politisk realisme.

Annonce

Det Nittende Aarhundrede kaldte de to brødre Brandes det tidsskrift, hvor de første gang samlede tropperne, og navnet var en fanfare. Der skulle sættes skel mellem før og nu. Det samme skel lå i begrebet det moderne gennembrud. I Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) præsenterede George Brandes dem, han selv opfattede som de skandinaviske hovednavne i denne bevægelse, han 12 år tidligere havde sat i gang.

Selv om Brandes ikke fandt, at gennembrudsmændene helt og fuldt levede op til sine ideale fordringer, kunne han dog mønstre mere end en håndfuld forfattere: J.P. Jacobsen, Holger Drachmann, Erik Skram, Edvard Brandes, Sophus Schandorph, Karl Gjellerup, Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson. Hvis han havde taget gennembruddets kvinder med, har man senere påpeget, kunne han have tilføjet bl.a. Olivia Levison, Amalie Skram og Victoria Benedictsson.

Brandes ønskede at tage afsked med fortidens idealer, som han så som et udtryk for det, han kaldte ”Autoritetsprincippet”. Som modsvar til dette satte han ”Individualitetsprincippet” og ”Solidaritetsprincippet”. Det sidste interesserede ham dog ikke nævneværdigt. Det var det fri individ, som var hovedpersonen i hans verdensbillede, og friheden førte til en kritisk front over for institutioner som kirken og ægteskabet. Videnskaben, derimod, blev identificeret med frihed – ”den frie Tanke”, som det hed hos Brandes. Charles Darwins afskedigelse af den bibelske skabelsesberetning var et mønster på denne tanke.

Brandesianerne eller ”Fritænkerne”, som de også kaldtes, vakte uhyre opsigt. I et brev fra 1871 fortæller Brandes, at han var så varmt et samtaleemne, at han blev ”serveret til første Ret, anden Ret og tredje Ret”, og efterfølgende blev ikke mindst Henrik Ibsen samtalestof, da han i Samfundets Støtter (1877) satte fokus på den kapitalistiske projektmager, eller når han i Et Dukkehjem (1877) satte ægteskabsinstitutionen under debat. J.P. Jacobsen, der oversatte Darwin til dansk, rejste i romanen Niels Lyhne spørgsmålet om et meningsfuldt liv uden for religionen, og Holger Drachmann førte med digtet "Engelske Socialister" samfundskritikken ind i lyrikken. Titlen på Sophus Schandorphs roman Uden Midtpunkt (1878) fortæller om et opbrud for den drøm om en enhedskultur, som beherskede Guldalderens forfattere, ligesom titlen på hans roman Smaafolk (1880) røber det sociale som et af de nye perspektiver. Bjørnstjerne Bjørnsons En Fallit (1875) og Victoria Benedictssons Pengar (1885) understreger, at den nye realisme omfattede den økonomiske virkelighed.

Forfatteren Otto Rung skriver i erindringsbogen Fra min Klunketid (1944), at ”vort elskede ugeblad ’Punch’ (...) altid tolkede, hvad man tænkte, troede og følte i hele Bredgade og dens Omegn”, og dette højredrejede karikaturblad førte fra sin grundlæggelse i 1873 en slags bog over gennembrudsforfatternes meriter. Man kan sige, at Punch ved en slags historiens ironi selv kom til at praktisere træk af gennembruddets æstetik. Parodi forudsætter jo en indlevelse i de synspunkter, man tager afstand fra, og karikatur forudsætter en evne til præcis iagttagelse. Men for Brandes, Schandorph m.fl. blev udleveringen til grinet opfattet som ren forfølgelse.

Også Herman Bang blev forfulgt i Punch, men selv om han var moderne, forstod og praktiserede han det moderne anderledes end Brandes. For ham var Brandes gammeldags i sit litteratursyn. I 1879, fire år før Brandes, præsenterede han i Realisme og Realister sin version af det moderne gennembrud. Hvor Brandes betonede det kulturpolitiske, lagde Bang hovedvægten på det kunstneriske. Og hvor Brandes efterlyste et progressivt helhedssyn, mente Bang, at en realistisk roman ikke kunne være andet end ”en Samling løse Billeder, løsrevne Blade af den menneskelige Sjæls store Bog, en Bog Ingen har læst tilende, og hvis Opløsning derfor Ingen kjender.”

Læs videre om Brandes’ litteraturkritik i kapitlet De nye hovedstrømninger i Danmarkshistorien.

Følg debatten om nyt syn på videnskab, tro, litteratur og køn i kapitlet 1870-1920 i Dansk litteraturs historie.

Mens Bang formulerede hovedsynspunkter i den kunstneriske modernisering, som senere blev fulgt op af forfattere som Johannes Jørgensen, Johannes V. Jensen og Tom Kristensen, formulerede Brandes den kulturpolitiske radikalisme, som siden blev taget op af Poul Henningsen. Og som kulturradikalisme er det en position, der bekræfter litteraturprofessor Hans Hertels ord om ”det stadig moderne gennembrud”. For den moderne kvindebevægelse gav Brandes’ kvindesyn anledning til kritik, som det ikke mindst ses i Pil Dahlerups disputats om Det moderne gennembruds kvinder (1983). Politikere som Søren Krarup og Jesper Langballe har formået at gøre Brandes til et omdrejningspunkt i nutidens kulturdebat. Og ligesom Brandes allerede i levende live inspirerede til litterære portrætter, bl.a. i Henrik Pontoppidans Lykke Per (1898-1904), optræder han endnu i det 21. århundrede som en central litterær skikkelse, f.eks. i Jette Kaarsbøls roman Den lukkede bog (2005).

Se også dansk litteratur og naturalisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: det moderne gennembrud i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126531



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. det moderne gennembrudMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik