• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sædelighedsfejden

Oprindelig forfatter LB-J Seneste forfatter Redaktionen

Sædelighedsfejden, den omfattende debat om kønsmoralen, der var et af det moderne gennembruds mest markante udtryk, og som engagerede flertallet af Nordens betydelige forfattere og kulturskribenter i 1880'erne.

I Georg Brandes' første forelæsningsrække over hovedstrømninger i 1800-tallets litteratur, Emigrantlitteraturen (udg. 1872), er kritikken af den patriarkalske familie med dens monopolisering af seksualiteten og undertrykkelse af kvinden et hovedtema.

I Henrik Ibsens drama Et Dukkehjem (1879) forlader Nora ægteskabet, da hun erfarer, at hendes mand sætter det socialt respektable højere end deres indbyrdes følelser, og Bjørnstjerne Bjørnsons drama En Hanske (1883) kritiserer den sædvanemæssige ulighed, hvor mænd havde adgang til en erotisk udfoldelse før og uden for ægteskabet, som var kvinderne forment.

Annonce

Kravet om ligestilling mellem kønnene åbnede for Sædelighedsfejdens hovedspørgsmål, som blev formuleret klarest af Elisabeth Grundtvig (1856-1945), der var lærerinde, medlem af Dansk Kvindesamfund og i en periode redaktør af foreningens blad Kvinden og Samfundet.

I pjecen "Nutidens sædelige Lighedskrav" (1887) spurgte hun, om ligestilling betød, at kvinderne skulle overtage mændenes fri seksualmoral, eller mændene omvendt skulle lære kvindernes selvbeherskelse; hun argumenterede for det sidste som et middel til at undgå prostitution og hjemløse børn.

Brandes kastede sig ud i en heftig avispolemik mod Elisabeth Grundtvigs standpunkt, som han kaldte verdensfjernt og dobbeltmoralsk; han publicerede siden sine indlæg under betegnelsen "Sædelighedsfejden" i Samlede Skrifter, bd. 13 (1903). Bjørnson tog derimod Elisabeth Grundtvigs parti og rejste Skandinavien rundt med foredraget "Engifte og Mangegifte", som prædikede mådehold og "etisk dressur".

På Brandes' side stod tilhængerne af en liberal seksualpraksis. I Norge plæderede Arne Garborg med romanen Mannfolk (1886) for papirløst samliv, og Hans Jægers dokumentarroman Fra Kristiania-Bohêmen (1885), som blev beslaglagt, skildrer unge mænd, der er ødelagt af hæmmet seksualitet.

I Sverige forsøgte August Strindberg at latterliggøre kvindesagen og Noras opgør med dukkehjemmet i novellesamlingen Giftas (1886). På Bjørnsons side stod forsvarerne for familien. En tredje position indtog kirken og det konservative borgerskab, som anså kønsrollerne og moralen for fastlagt af religiøse og patriarkalske autoriteter, der ikke stod til offentlig diskussion.

Konflikten mellem fri kærlighed og social orden blev et hovedtema i periodens kvindelitteratur; Amalie Skrams, Victoria Benedictssons, Olivia Levisons, Adda Ravnkildes og Erna Juel-Hansens romaner handler fortrinsvis om de muligheder og tab, som kvindens individuelle selvrealisering uden for familien medførte.

Læs også om Sædelighedfejden i Dansk litteraturs historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Busk-Jensen: Sædelighedsfejden i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168641