Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

simulacrum

Oprindelig forfatter Dehs Seneste forfatter Redaktionen

simulacrum, noget, der foregøgles eller forekommer bedragerisk. Især i fransk filosofi har begrebet været brugt som udtryk for en kulturel tilstand, hvor det ikke er muligt at skelne mellem noget oprindeligt og dets erstatning, mellem det ægte og det simulerede.

Ordet simulacrum kommer af latin 'billede, efterligning', afledning af simulare 'efterligne'.

Begrebet blev særlig berømt i sammenhæng med kultursociologen Jean Baudrillards kritiske diagnoser af nutidssamfundet. I kraft af massemedier og computere forholder vi os i stigende grad til tegn og betydninger, der ikke henviser til en forud givet, substantiel virkelighed.

Når forskellen mellem realitet og irrealitet således udviskes, er de tegn, vi orienterer os efter, blevet "simulacra". Disse danner tilsammen en "hyperrealitet", som ifølge Baudrillard bl.a. betyder, at de mange, der i 1991 fulgte med i Golfkrigen, ingen mulighed havde for at afgøre, om krigen overhovedet fandt sted.

Annonce

Også den italienske filosof Mario Perniola har betonet simulacrum som et nøglebegreb både til det aktuelle samfund og til forståelse af nutidskunsten, men for ham drejer sagen sig mindre om et realitetstab end om en tilvækst i vores måde at gøre erfaringer på.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Dehs: simulacrum i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159194