• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kulturradikalisme

Oprindelig forfatter HaHer Seneste forfatter Redaktionen

Kulturradikalisme. Mellemkrigsårenes kulturradikalisme var en idé og en praktisk reformbevægelse, men også et miljø og et arbejdsfællesskab, præget af stærke og muntre temperamenter. Her ses de to ideologer: arkitekten, forfatteren og altmuligmanden Poul Henningsen (tv.) og forfatteren Otto Gelsted (th.) sammen med maleren Svend Johansen, der var scenograf på flere af deres fælles forestillinger. Fotografiet er taget 1932 under opsætningen af deres revykomedie På halen på teatret Riddersalen i København.

Kulturradikalisme. Mellemkrigsårenes kulturradikalisme var en idé og en praktisk reformbevægelse, men også et miljø og et arbejdsfællesskab, præget af stærke og muntre temperamenter. Her ses de to ideologer: arkitekten, forfatteren og altmuligmanden Poul Henningsen (tv.) og forfatteren Otto Gelsted (th.) sammen med maleren Svend Johansen, der var scenograf på flere af deres fælles forestillinger. Fotografiet er taget 1932 under opsætningen af deres revykomedie På halen på teatret Riddersalen i København.

kulturradikalisme, idéstrømning og kulturpolitisk reformbevægelse, primært i perioden mellem 1. og 2. Verdenskrig.

Betegnelsen blev på dansk introduceret af Elias Bredsdorff i en kronik i Politiken 1955 og defineret som "en tankegang, der bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med social samvittighed ... et åndeligt kætteri, som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klichéerne, en åndelig åbenhed, der ikke nøjes med at se på etiketterne, men tager et uhildet standpunkt til realiteterne bag dem."

Forstavelsen kultur- markerer, at det er en kulturkritisk, partiuafhængig radikalisme med rod i 1870'ernes kulturkamp, dvs. det moderne gennembrud og "det europæiske Venstre" omkring Viggo Hørup, brødrene Edvard og Georg Brandes og Studentersamfundet, hvis antiautoritære og antiklerikale kamp for "den frie tanke" byggede på det progressive borgerskabs frihedsidéer af 1789 og 1848. Nogle har ført traditionen tilbage til oplysningstiden og Ludvig Holberg.

Annonce

Kulturradikalismens anden fase i 1920'erne var bl.a. inspireret af organisationen og tidsskriftet Clarté, stiftet 1919 af den franske forfatter Henri Barbusse som en international gruppering af uafhængige radikale/socialistiske intellektuelle, og af den norske Mot Dag-gruppe (1921-36) med Sigurd Hoel, Helge Krog og Arnulf Øverland.

Den danske kulturradikalismes idégrundlag var en krydsning af Georg Brandes' kritiske videnskabelighed og den marxistiske socialisme, og det blev af Otto Gelsted defineret som kriticisme og nykantianisme med elementer af Immanuel Kants kritiske erkendelsesteori, Karl Marx' materialistiske historieopfattelse, Sigmund Freuds psykoanalyse og en rationel-humanistisk etik.

Programmet fik sin form i tidsskrifter som Otto Gelsteds Sirius (1924-25), Hartvig Frischs Clarté (1926-27) og især Poul HenningsensKritisk Revy (1926-28). For Kritisk Revy var arkitektur anvendt kunst og funktionalismen både en stil og en ideologi, et socialt program om nye rammer for menneskers liv i frihed og lighed. Tidsskriftet proklamerede den saglige stil helt ud i den højmoderne layout og angreb vittigt stilforvirring, victoriansk skinmoral, borgerlige autoriteter og småborgerlige normer i skole, kirke, familie og dagligliv.

Programmet var frigørelse af kunst, børneopdragelse, kønsroller og seksualitet, og ud fra helhedsopfattelsen "Kultur er Sammenhæng" udvidede Kritisk Revy sin tidskritik fra arkitektur, byplan og formgivning til at omfatte filosofi, litteratur, musik og revy.

Det fortsatte bl.a. i Poul Henningsens revyer og hans kampskrift Hvad med Kulturen? (1933) mod nazismens kulturpolitik og Socialdemokratiets defaitisme.

"Kulturradikalisme" er blevet brugt som samlebegreb — og skældsord — for store dele af venstrefløjen. To hovedlinjer blev synlige i 1932, da den tværsocialistiske gruppe bag tidsskriftet Monde (1928-32) revnede pga. partikommunistisk infiltration. "Clartéismen", dvs. linjen fra det uafhængige Clarté, fortsatte i tidsskrifterne Frem (1932-35), det nye Clarté (1936-43) og delvis Aandehullet (1933-34), mens kommunistiske holdninger dominerede Plan (1932-35), Kulturkampen (1935-39) og Kultur og Politik (1940-41).

Her skrev folk som Hans Kirk og Hans Scherfig, hos hvem partiloyaliteten tidligt vandt over kriticismen. Foreningen for Frisindet Kulturkamp og bladet Kulturkampen udgjorde en intellektuel enhedsfront mod fascisme og nazisme, men reelt var de demokratiske idealer underordnet Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) folkefrontstrategi.

Enhedsfrontens pris var undertrykkelse af kritik mod kommunismen og især Sovjetunionen, inkl. Moskvaprocesserne, og den opløstes med Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt i 1939.

Det gentog sig delvis efter besættelsen, da kulturradikale og kommunistiske intellektuelle — på initiativ fra DKP — fandt sammen omkring tidsskriftet Dialog (1950-61) som alternativ til koldkrigsårenes polarisering og apati. I både borgerlig og socialdemokratisk presse blev "kulturradikal" ofte synonym med krypto- og "salonkommunisme", og enkelte "kulturradikale" deponerede det uhildede frisind og distancerede sig først fra Sovjetunionen efter opstanden i Ungarn 1956.

Dialog foregreb også dannelsen af Socialistisk Folkeparti (SF) 1959 og 1960'ernes friere socialistiske debat, mens afløseren Politisk Revy (1963-87) var mere skoleret marxistisk. 1970'ernes "revolutionære" venstrefløj afskrev kulturradikalismen med dens vægt på frihedsrettigheder og civilcourage som "elitær heroisme" og "(små)borgerlig moralisme" uden forbindelse til arbejderklassen og klassekampen. Synspunktet prægede allerede fra 1930'erne den socialdemokratiske arbejderbevægelse og blokerede her for inspiration fra Poul Henningsen.

Som bevægelse og kulturmiljø fik kulturradikalismen farve af sin alliance med reformpædagogik, revy, jazz og anden ny kunst og af personligheder og skribenter som Kjeld Abell, H.C. Branner, Otto Gelsted, Mogens Klitgaard, Frederik Schyberg og Knud Sønderby, malere og tegnere som Ib Andersen, Hans Bendix, Flemming Bergsøe, Svend Johansen, Vilhelm Lundstrøm og Arne Ungermann, teaterfolk som Per Knutzon, Lulu Ziegler og Liva Weel, en komponist som Bernhard Christensen, pædagoger som Thomas Sigsgaard og C.C. Kragh-Müller, forskere som Elias Bredsdorff, Mogens Fog, Jørgen Jørgensen, Villars Lunn og Sven Møller Kristensen — foruden altmuligmanden Poul Henningsen.

Kulturradikalismen fik klar indflydelse inden for børneopdragelse og pædagogik, men også inden for historieskrivning, kultur- og samfundsdebat, i organisationer og institutioner, på kultur-, skole- og seksualpolitik, på byplanlægning og boligbyggeri.

Fra 1960'erne bredte idéerne sig via litteratur, presse, teater, film, radio og tv med skribenter som Paul Hammerich, Jesper Jensen, Leif Panduro, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og siden Hanne Reintoft, Tine Bryld o.a. Nogle af deres angreb på den offentlige mening blev belønnet med priser fra PH-Fonden (1967-82), finansieret af indtægter fra PH-lampens internationale succes.