Sulpicia

De elegier, der nu om dage tilskrives Sulpicia, er ikke bevaret under hendes eget navn. Digtene er i stedet overleveret i et appendiks til den elegiske digter Tibuls poesi. Det er derfor usikkert, hvilke digte Sulpicia har skrevet.

Den tyske digter og klassiske filolog Otto Friedrich Gruppe argumenterede i 1838 for, at Sulpicia havde skrevet digt 14-18 i det såkaldte Appendix Tibulliana. Senere er også digt 13 i appendikset blevet tilskrevet Sulpicia. Nogle tilskriver yderligere Sulpicia digt 8-12.

"Endelig kom kærligheden", tandem venit amor. Sådan begynder det af Sulpicias digte, der normalt anses for det første i den bevarede samling (Appendix Tibulliana III 13, vers 1).

Ligesom Tibul skrev Sulpicia inden for den elegiske genre, der formmæssigt er karakteriseret ved sit elegiske versemål. Indholdsmæssigt er romerske elegier karakteriseret ved at handle om kærlighed og begær.

I digt 13 takker Sulpicia Venus, romernes gudinde for kærlighed og sex, for at have hørt hendes bønner. I det følgende digt kalder Sulpicia genstanden for hendes begær Cerinthus, der på græsk betyder "pollen" eller "bivoks".

Det græskklingende navn kan tyde på, at Cerinthus er et pseudonym, som Sulpicia har opfundet. I den romerske elegiske poesi var det kutyme at kalde sine elskere opdigtede, græske navne. Catul kaldte således genstanden for sit begær Lesbia efter øen, hvor den græske digter Sapfo "elskede og sang", mens Properts kaldte genstanden for sit begær Cynthia efter bjerget på øen, hvor poesiens gud Apollon blev født.

I digt 16 lader Sulpicias elsker til at have forladt hende for en anden, og i digt 17 lider Sulpicia (derfor?) af en brændende feber. Digt 18 afslutter Sulpicias bevarede digte med ordene: "Ilden, der brænder mig, begærer jeg at skjule", ardorem cupiens dissimulare meum.

Den viden, vi mener at have om Sulpicias liv og identitet, bygger på oplysninger fra digtene selv. I digt 16 beskriver fortælleren sig som "Servius' datter Sulpicia", Servi filia Sulpicia, mens hun i digt 14 tiltaler en "slægtning", propinque, ved navn Messalla.

Baseret på disse oplysninger kunne Sulpicia være datter af juristen Servius Sulpicius Rufus, hvis svoger hed Marcus Valerius Messalla Corvinus. Som følge heraf menes Sulpicia at have levet i sidste halvdel af det 1. århundrede f.v.t., samtidig med digteren Tibul, under hvis navn hendes digte altså formentlig er bevaret.

Sulpicias elegier er oversat til dansk med en god introduktion og udbytterige kommentarer af Harald Voetmann (2016).

• elegi
• antikken