Publilius Syrus, 1. årh. f.Kr., romersk sentensmager, født som slave i den romerske provins Syria. Ca. år 60 f.Kr. kom han til Rom, hvor han lærte latin og viste sine rige evner til rammende formuleringer. Han blev frigivet og vandt stor popularitet som forfatter og fremstiller af de meget folkekære mimer, en slags halvt improviserede revyer, der med indlagte krasse vers gjorde grin med alt og alle. I 46 f.Kr. udnævnte Cæsar Publilius til vinder i en konkurrence med andre mimeforfattere, og hans vers blev snart populære som sentenser og som udenadlærte leveregler i skolerne. Der er bevaret en samling på over 700 verslinjer, hvoraf nogle formentlig er kommet til senere. P.F. Suhm oversatte Publilius til dansk i 1750.

Sentenser

  • Du skal elske dine forældre, hvis de er rimelige - ellers må du leve med dem!
  • Hvis du accepterer din vens fejltagelser, gør du dem til dine egne.
  • Enten elsker en kvinde, eller også hader hun: der er ingen mellemvej.
  • En mand er ikke god, hvis han ikke er god mod alle.
  • Når du er forelsket, er du ikke rigtig klog, når du er rigtig klog, er du ikke forelsket.
  • Livet er kort, men det bliver længere med bøvl!

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig