Petronius, 1. årh. e.Kr., forfatter til den latinske roman Satyricon. Denne Petronius er efter al sandsynlighed identisk med den Petronius, som en tid var elegantiae arbiter, dvs. smagsdommer og forlystelsesråd, ved kejser Neros hof i Rom. I 66 e.Kr. tvang Nero ham til at begå selvmord.
Titlen Satyricon er afledt af det græske ord for satyr og opbygger således en forventning om uregerlig kønsdrift. Men den hentyder også til det romerske ord satura 'satire'.
Satiren i Satyricon blomstrer bl.a. i afsnittet om "Trimalchios Middag" om den nyriges snobberi, blodtørst, sentimentalitet og dødsdrift. Også kyniske arvejægere, skvaldrende akademikere og brunstige fruentimmere er mål for satiren i Satyricon.
Det meste af Petronius' enorme roman er gået tabt; ca. 175 sider er bevaret. Ligesom de spanske skælmeromaner ca. 1500 år senere er Satyricon skrevet i jeg-form; fortælleren er den unge, hypersensitive intellektuelle Encolpius (gr. 'skødebarn', kæledægge); hans betagelse af drengen Giton er en vigtig faktor i handlingen.
Satyricon har som så mange andre romaner form af en fantastisk rejsebeskrivelse; scenen er over et stort stræk henlagt til det græsk-dominerede Campania. Det sociale miljø er lavt, den herskende stemning konfus.
Satyricon minder om den nye attiske komedie (Menander o.a.) i en række henseender: Emnet er overvejende erotik og økonomi, handlingen er opdigtet (altså ikke hentet fra myte eller historie), og der afstås fra forfatterkommentar.
Modsat komedierne er Satyricon dog fortrinsvis på prosa; herved ligner den samtidens sentimentale græske romaner, som den parodierer, men også de græske Milet-historier (Milesiaka) fra ca. 100 f.Kr., som Petronius er inspireret af i nogle af de novelleagtige indslag, bl.a. "Enken fra Efesos" og "Drengen fra Pergamon". Denne genre genoptages senere af Boccaccio i Dekameron.
Sprog og stil i Satyricon bevæger sig fra gadesprog til jeg-fortællerens urbane saglighed. Prosaen afbrydes undertiden af vers, enten længere stykker epos eller epigrammer. Komikken i det polyfone værk spænder fra plat farce til lavmælt, ætsende humor.
Federico Fellinis filmatisering (1969) lader den gryende kristendom danne horisont om romanens kaos. Satyricon kom på dansk 1945.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.