Faktaboks

Fædrus

Phaedrus

Phædrus

Født
Makedonien
Levetid - kommentar
Formodes 15 f.Kr. - 50 e.Kr.
Nationalitet
Makedonsk/Trakisk
Virkested
Rom
"Ræven og Ørnen" Fabel 1.28 med moralen, at de ophøjede bør frygte selv de lave. Kobberstik fra David van Hoogstratens 1701 udgave, trykt hos Franz Halm i Amsterdam.
.

Fædrus var en romersk fabeldigter, som var aktiv i Tiberius’ regeringstid. Fra hans pen har vi fem bøger med ca. 125 fabler på jambiske vers. De to første udkom sammen, resten kom hver for sig og har særskilte forord.

Fabelsamlinger fandtes før Fædrus, og han nævner selv Æsop som sin kilde, men han var så vidt vides den første blandt grækerne og romerne, der satte fablerne på vers og forsøgte at udvikle dem til en finlitterær genre.

Fædrus' fabler

Mange af Fædrus' fabler er tilrettelægninger af græske fabler, som kendes fra Æsop; ofte har de dog et særligt romersk præg. Andre af fablerne er Fædrus’ egne; ”ikke Æsops, men æsopiske fabler”, som han siger (4.prol.).

En moderne læser vil kunne genkende mange af dem, blandt andet ”frøen og tyren” (1.24) om frøen, der blæste sig op, indtil den eksploderede, eller ”myren og fluen” (4.25), bedre kendt fra La Fontaine som ”myren og græshoppen”.

Karakterer i fablerne

Selvom Fædrus selv nævner, at ikke kun dyr men også træer kan tale i hans fabler, er kun lidt over halvdelen dyrefabler. Nogle af dem har navngivne personer i hovedrollen, ofte Æsop, men skikkelser fra græsk litteratur såsom Sokrates og Simonides optræder også, og en enkelt gang sågar kejser Tiberius (2.5). Talende dyr er altså ikke en nødvendig bestanddel.

Udtryk og indhold

Fælles for Fædrus’ fabler er først og fremmest spidsfindighed og en sirlighed i udtrykket. Nogle kommer tæt på, hvad Piet Hein ville kalde ”gruk”. Det kan være svært at få en opbyggelig morale ud af nogle af dem.

Således historien om den fødende kvinde, der, da manden ville føre hende ind sengen, erklærede, at hun ikke havde tillid til, at det sted, der begyndte ondet, kunne bringe det godt til ende (1.17). Dette illustrerer på en vittig måde den samme pointe som ”brændt barn skyer ilden”.

Formålet med Fædrus' fabler

Fabler har ifølge Fædrus flere formål. På overfladen skal de vække latter og formane til et godt liv (1.prol.). Men den virkelige grund til, at de blev opfundet, var at gøre det muligt for slaver, som ikke turde sige, hvad de mente, at udtrykke deres sande følelser skjult under spøg (3.prol.).

Flere af Fædrus’ fabler er derfor snarere samfundssatire end opbyggelige fortællinger, og de har haft særlig relevans for politiske skandaler i Tiberius’ Rom, som vi kun kan gisne om. Det var formodentlig det, der bragte ham i karambolage med Sejanus (se nedenfor).

Modstriden mellem magt og retfærdighed

Fædrus betoner lige fra den første fabel om ulven og lammet (1.1) modstriden mellem magt og retfærdighed. Man må dog lære at affinde sig med det.

For eksempel beder frøerne i den følgende fabel Jupiter om en konge, der kan stoppe sædernes forfald. Han sender dem en pind, der hverken gør godt eller ondt. Frøerne gør indvending over dette, så Jupiter sender dem en slange i stedet:

"'Fordi I ikke ville slå jer til tåls med et gode' sagde han / 'må I nu tåle et onde.' Også I, mine medborgere, sagde Æsop / skal udholde dette onde, så I ikke bliver ramt af et værre."

Selvom fablen er indlagt i en rammefortælling, hvor Æsop fortæller den i Peisistratos' Athen, er relevansen for Tiberius' Rom umiskendelig.

Fædrus' liv og levned

Alt hvad vides om Fædrus' liv er udledt af hans fabler og særligt for- og efterordet til bog 3. Da der er tale om digtning i en genre, hvor forfattere gerne er selvironiske, er det omstridt, hvor meget af det skal tages bogstaveligt. Det nedenstående er den traditionelle udlægning.

Barndom

Navnet er græsk, og Fædrus hævder selv, at han blev født på en pierisk bjergkam i Makedonien (3.prol.13), der hvor muserne hørte hjemme; samtidig antyder han, at han var af thrakisk herkomst. Han siger dog også, at han læste Ennius som dreng (3.epil.33), så han må have modtaget en god romersk uddannelse fra en tidlig alder.

Voksenlivet

Fædrus nævner det ikke selv, men ifølge overskriften på de middelalderlige håndskrifter, der indeholder fablerne, var han Augustus’ frigivne, altså en tidligere slave. Det formodes derfor, at han blev bragt til Rom tidligt i livet som en del af krigsbyttet fra et felttog. Kejserlige slaver, især dem, der senere blev frigivet, var ofte højtuddannede mænd, der varetog væsentlige opgaver i administrationen. Det er altså ikke uforeneligt med, hvad ellers vides.

Fædrus' strid med Sejanus

Fædrus blev viklet ind i en retsstrid med Lucius Aelius Sejanus, Tiberius’ håndgangne mand og prætorianerpræfekt, der var kendt for at anklage forfattere, der forholdt sig kritisk, for landsforræderi. Fortrydelighederne ville ifølge Fædrus muligvis have været velfortjente, havde der blot været ”en anden anklager, et andet vidne, og frem for alt en anden dommer end Sejanus” (3.prol.41-43).

Leveår

Fædrus antyder i slutningen af bog 3, at han er ved at blive gammel (senex); en betegnelse, som romerne anvendte på alle over 40. Da Sejanus i samme bog kritiseres åbent, må den del være fremkommet efter dennes død i 31 e.v.t. Ud fra det anslår man traditionelt Fædrus' fødsel til 15 f.v.t.

Han beklager sig i 5.10 over, at han er blevet affældig. På det grundlag har man antaget, at han er blevet over 60 og altså er død omkring 50 e.v.t. Begge datoer er dog omtrentlige.

Overlevering og reception

Fædrus er blevet en skoleklassiker, men det var ikke altid sådan. I antikken bliver han kun nævnt af Avian, som omkring år 400 skrev en samling fabler med Fædrus som et af sine forbilleder. De få middelalderlige manuskripter, der findes, er ufuldstændige og kun udvalg af originalen.

Sidst i det 16. århundrede fandt den franske lærde Pierre Pithou et manuskript, og på grundlag af det lavede han den første trykte udgave i 1596. Derefter blev Fædrus hurtigt etableret som en klassiker og er jævnligt blevet genudgivet.

Håndskrifter

Det manuskript, som Pithou brugte, indeholder 94 fabler og danner kernen i det, som vi kender som Fædrus’ Fabler. Den italienske humanist Niccolò Perotti lavede omkring 1474 en fabelsamling med fabler fra Fædrus og Avian samt nogle, han selv skrev. 32 af dem er kendte fabler fra Fædrus, 31 ellers ukendte, alle i en vilkårlig rækkefølge og med moralen skåret fra. Man har forsøgt at finde deres plads i de oprindelige fem bøger, men de bliver som regel trykt som et bilag.

Yderlige 30 fabler findes overleveret i prosaform i samlingen Romulus, som var meget brugt i middelalderen. Mange filologer har forsøgt at genskabe Fædrus' oprindelige versudgave, hvilket dog er et mere kreativt end videnskabeligt forehavende.

Oversættelser og udgaver.

Fædrus findes i en dansk versoversættelse ved Mentz Rynning Thaarup fra 1826. En opdateret og fuldstændig oversættelse er stadigvæk at ønske.

Den nyeste udgave på Latin er Giovanni Zagos fra 2020. Denne har dog arrangeret nogle af digtene i bog 4 og 5 anderledes end udgivere hidtil, så man skal være påpasselig med, hvordan man citerer den.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig