Dicta Catonis

Moralerne i Dicta Catonis er gennemgående apolitiske og råder til beskedenhed, mådehold og udholdenhed. Dette er kejsertidens dyder. For eksempel er det tredje råd i første bog:

"Hold det for at være den fornemmeste dyd at spæge sin tunge. / Thi han er en gud nærmest, der med forstand forstår at tie."

Mange vers handler om, hvordan man bør forholde sig i dagligdagen overfor venner og bekendte, og de kan lyde nærmest som etikketteråd på linje med Emma Gad, såsom råd 20 i første bog

"Når en fattig ven en liden gave dig giver / tag da venligt imod og giv ham rigeligt ros."

Andre lyder mere som folkevisdom, såsom råd 26 i anden bog:

"En ting, som du ved kan være dig til gavn, skal du ikke lade fare. / Lejligheden har hår på panden, men bagtil er den skaldet."

Dette bygger på en forestilling om Kairos, den græske personifikation af det gunstige øjeblik. Kairos har hår på forsiden, sådan at man kan gribe ham, når han kommer løbende mod en, men man kan ikke få fat, når han først er forbi.

Forfatteren er ifølge håndskrifterne "M. Cato", men det er uvist, om han faktisk hed sådan. Det mest sandsynlige er, at det skal forstås som en henvisning til Cato den Ældre eller muligvis barnebarnet Cato den Yngre, der begge var berømte for deres moralske lødighed. Samlingen kan således være lagt i munden på en autoritativ skikkelse som dennes faderlige formaninger til sin søn.

Indholdet er banalt, men det gjorde teksten velegnet til skolebrug. I middelalderen og renæssancen var Dicta Catonis ofte noget af det første, som eleverne fik i hænderne. Det gjorde den til en fælles del af den almene dannelse, og folk henviser ofte henkastet til, hvad Cato siger om dette eller hint.

For eksempel henviser Chaucer i sine Canterbury Fortællinger ikke mindre end seks gange udtrykkeligt til Cato, og siger om en person i Møllerens Fortælling at "Fordi han var udannet, kendte han ikke Cato, som påbød, at en mand skulle tage sin mage til hustru." Cato er således synonym med skolegang.

Som et resultat af den udbredte læsning af Dicta Catonis findes der hundredvis af versioner gennem middelalderen, nogle udvidede og andre forkortede. Tilsvarende findes der mange oversættelser, inklusive en tosproget dansk-latinsk fra 1657, Cato de Moribus Latino-Danicus. I nyere tid er interessen dog falmet.

Tilsvarende samlinger af folkelig visdom i versform findes på mange sprog, ofte inspireret af Cato. På dansk kendes for eksempel Peder Låle.

Tekstens datering er uvis. Det første sikre citat findes i et brev fra Valentinian 2.s livlæge, og teksten må således være ældre end hans regeringstid (375-392). Mere end det kan ikke vides med sikkerhed.

Dicta Catonis tilskrives traditionelt det 3. århundrede, fordi der findes lignende vers i indskrifter fra den periode og i digteren Commodian, men da Dicta Catonis er et sammensurium af citater og folkevisdom, er det umuligt at sige, hvad kom først.

Nyere forskning argumenterer for en dato allerede i det første århundrede under Tiberius og tolker formaningen om at vogte sig for "smigrende og læspende tale" (sermones blandos blaesosque) som en allusion til C. Rubellius Blandus og Q. Junius Blaesus, hofmænd der faldt i unåde under Tiberius.

• Publilius Syrus
• Cato den Ældre
• Cato den Yngre
• Heksameter
• Peder Låle
• Commodian