Ambrosius Theodosius Macrobius, ca. 400, romersk forfatter af embedsmandsfamilie. Hans hovedværk Saturnalia beskriver en samtale mellem kendte romere under saturnaliefesten 384, hvor de diskuterer romersk historie og litteratur, navnlig Vergil. Diskussionen er båret af en begejstring for Roms glorværdige fortid. Macrobius skrev desuden en kommentar til "Scipios drøm" i Ciceros De re publica og bevarede derved denne tekst for eftertiden.