Faktaboks

Titus Maccius Plautus
Født
254 f.v.t.
Død
184 f.v.t.
Levetid - kommentar
Fødsels- og dødsår er omtrentlige.

Titus Maccius Plautus var en romersk komediedigter. Blandt hans 20 bevarede komedier er de mest berømte Amphitruo, Aulularia (Komedien om pengekrukken), Krigsfangerne, Brødrene Menaechmus, Miles Gloriosus (Den stortalende soldat), Mostellaria (Komedien om spøgelser) og Pseudolus.

Plautus' komedier er frie bearbejdelser af græske stykker af Menander, Difilos, Filemon (ca. 364-264 f.v.t.) o.a. De fleste af personerne bærer græske navne, og alle stykkerne foregår et sted i Grækenland.

Herved bryder Plautus til dels med den hovedregel, at komedier foregår her og nu — men kun til dels, for disse stykkers grækere taler latin og tænker i høj grad romersk. En stor del af komediernes charme beror på denne uopløselige enhed af græsk og romersk, fremmed og fortroligt.

Plautus var en formidabel formidler, hjulpet af sin erfaring med praktisk teater (herunder de folkelige dramaformer atellane og mime) og af sin musikalske begavelse. Sang og musik spiller en langt større rolle hos Plautus end i hans græske forlæg; hans komedieform kan med nogen ret kaldes opera buffa eller musical.

Undertiden har han snittet handlingstråde over, hvis den enkelte scene, det sceniske billede, kan komme til at lyse og larme kraftigere derved. Han skildrer mennesker på glatis:

Den snedige slave, der overlister den vrede fader og skaffer dennes unge søn penge til at købe den skønne hetære fri af bordelværtens kløer (Pseudolus). Officeren, der kraftigt overvurderer sin egen skønhed og tapperhed og i sin selvglæde er blind for, at hans "ven" er en snylter, hvis elskværdighed er ironi (Miles Gloriosus).

Den kyniske overgud Jupiter, der narrer Alkmene ind i sin favn (Amphitruo). Farcepotentialet i tvilling- og dobbeltgængermotivet (Brødrene Menaechmus). Humanitetens gribende sejr gennem grusomme omskiftelser (Krigsfangerne).

Plautus udforsker kønsdrift og pengebegær, han foranstalter møder mellem gamle skikke og nye moder, mellem stive og smidige sind, selvbedrag og klarsyn.

Han er formentlig verdens mest plyndrede dramatiker; Molière, William Shakespeare og Ludvig Holberg har bearbejdet ham, Molière bl.a. i Amphitryon, Holberg bl.a. i Jacob von Tyboe. Samtlige Plautus-komedier er udgivet på dansk (1812-13), Amphitruo (1897), Persa (1972), Curculio (1978) og Pseudolus (1987).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig