Marcus Pacuvius, ca. 220-132 f.Kr., romersk maler og dramatiker, nevø af digteren Ennius. Pacuvius, der var født i Brundisium (nuv. Brindisi) i Syditalien, kom som ung til Rom og udførte her malerier, der var værdsatte helt ned i kejsertiden. I en moden alder skrev han en række bearbejdelser af klassiske græske tragedier, hvoraf flere har hentet stof fra den trojanske sagnkreds. Over 400 korte citater fra tretten skuespil, som i øvrigt er gået tabt, vidner om stor popularitet blandt de romerske forfattere. I eftertiden huskes især et citat fra tragedien Teucer: 'Fædrelandet er dér, hvor der er godt at være', Patria est, ubicumque est bene.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.