Prudentius, Aurelius Clemens Prudentius, 348-efter 405, kristen romersk digter, født i Nordspanien. Prudentius, der var kejserlig embedsmand, gav i klassiske versmål og formfuldendt latin udtryk for den nye religions lære og trosliv i hymner og læredigte om Treenigheden, arvesynden og de syv dødssynder. Han bekæmpede den endnu livskraftige antikristne bevægelse, bl.a. i et modskrift mod den romerske senator og taler Symmacus, der over for kejser Valentinian plæderede for bevarelsen af den gamle hedenske religion.

Af særlig litteratur- og religionshistorisk interesse er 14 martyrhymner, hvori Prudentius i stærke farver skildrer martyrernes modige kamp for den sande lære. Prudentius er repræsenteret i Den Danske Salmebog, oversat af bl.a. Grundtvig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig