Gaucholitteratur, litterær genre, hovedsagelig bestående af poesi, der udkom i Argentina og Uruguay i 1800-t., omhandlende den sydamerikanske kvæghyrde, gauchoen. Forløber er bl.a. Bartolomé Hidalgo (1788-1822), der som den første gjorde brug af landarbejdernes sprog i poesien. Hilario Ascasubi (1807-75) og Estanislao del Campo (1834-80) gav figuren et satirisk præg, og Antonio Lussich (1848-1928) beskrev gauchoens tragiske skæbne. Genrens ubestridte hovedværk er José Hernández' to bøger om Martín Fierro (1872 og 1879). Med det oprindelige formål at fremsætte et socialt forsvar for den foragtede gaucho endte José Hernández med at give figuren mytiske dimensioner som bærer af oprindelige værdier i form af styrke, udholdenhed, livsvisdom og et legendarisk kendskab til pampaens livstruende natur. Som socialt fænomen forsvandt gauchoen, men ideologisk forvandledes figuren til et symbol for det broget sammensatte argentinske folks nationale identitet.