Peru - litteratur, I kolonitidens litteratur er især Poma de Ayala og ”El Inca” Garcilaso de la Vega bemærkelsesværdige som tidlige reaktioner på koloniseringen. Poma de Ayala, der var indianer, giver med sin Primer nueva corónica y buen gobierno (1585-1615, Den første nye krønike og den gode regering) sit udtryk for den indianske befolknings oplevelse af undertrykkelsen i kolonimagtens regi. Samtidig er "El Inca" Garcilaso de la Vega, der var søn af en inkaprinsesse og en officer af gammel spansk adel. Hans værk Comentarios reales (1609 og 1617, Kongelige kommentarer) vidner om en kulturel splittelse, idet han snart forsvarer det besejrede inkarige, snart katolicismen og den spanske kolonimagt.

Efter uafhængigheden af Spanien i 1821, da en national identitet var under opbygning, bl.a. gennem litteraturen, var Ricardo Palma (1833-1919) en fremtrædende skikkelse. Hans fortællinger Tradiciones peruanas (Peruvianske traditioner), som han udgav 1872-83, gengiver i fiktionens form peruvianske skikke, overleveringer og begivenheder, dog ofte med en romantisering af kolonitiden, der blev genstand for kritik i hans samtid.

Konfrontationen mellem den overordnede samfundsstruktur og indianske livsværdier og organisationsformer skulle blive et væsentligt tema i den peruvianske litteratur, der udviklede sig i 1900-t. i takt med litteraturen i andre latinamerikanske lande med en stor indiansk befolkning, fx Mexico. José Carlos Mariátegui, der især er kendt som sociologisk-politisk essayist, giver i Siete ensayos de interpretación de la realidad peruana (1928, Syv essays om fortolkning af den peruvianske virkelighed) et engageret indlæg for en rehabilitering af den indianske befolkning ud fra en realistisk erkendelse af den peruvianske ambivalens mellem kulturelle værdisæt.

I skønlitteraturen kommer denne bestræbelse bl.a. til udtryk i en række romaner, hvor den indianske problematik er hovedtema som i Ciro Alegrías El mundo es ancho y ajeno (1941, da. Verden er de andres, 1943), José María Arguedas' Los ríos profundos (1958, da. De dybe floder, 1983) og Manuel Scorzas romancyklus i fem bind La guerra silenciosa (1970-79, da. En trommehvirvel over Rancas, 1975, Garabombo, den usynlige, 1976, Den søvnløse rytter, 1978, Agapito Robles sang, 1980, Lynets grav, 1981).

Århundredets mest fremtrædende peruvianske prosaforfatter er Mario Vargas Llosa. Allerede med debutromanen La ciudad y los perros (1962, da. Byen og hundene, 1967) vakte han international opmærksomhed og beundring og har i høj grad medvirket til at skærpe interessen for latinamerikansk litteratur. I hans tematisk og formmæssigt varierede forfatterskab er det indianske tema ikke i fokus som hos ovennævnte forfattere, men er indskrevet i en mere omfattende, politisk og eksistentialistisk ransagning af individet i forhold til de omgivende magtstrukturer som i romanen La casa verde (1966, da. Det grønne hus, 1987). Blandt andre nyere prosaforfattere er Sebastián Salazar Bondy (1924-65), der i noveller og essays, fx i Lima la horrible (1964, Frygtelige Lima), gør storbyen Lima til genstand for en skarp kulturhistorisk kritik.

Inden for 1900-t.s peruvianske lyrik indtager César Vallejo en særlig plads med digtsamlingerne Los heraldos negros (1918, De sorte herolder), Trilce (1922), España, aparta de mí esta cáliz (1938, Spanien, tag denne kalk fra mig) og den posthume Poemas humanos (1939, Menneskedigte). I hans digte (dansk udvalg: Den sorte herold, 1989) forenes en grundlæggende humanisme med radikale fornyelser af det lyriske udtryk.

Læs mere om Peru.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig