Faktaboks

Pablo Neruda

egl. Neftalí Ricardo Reyes Basoalto, navnet Pablo Neruda var et pseudonym

Født
12. juli 1904
Død
23. september 1973

Pablo Neruda. Den verdenskendte chilenske digter fotograferet i december 1970, da han af præsident Allendes regering blev udnævnt til ambassadør i Frankrig.

.

Pablo Neruda var en chilensk digter. Pablo Neruda begyndte allerede som skoleelev at skrive digte, bl.a. tilskyndet af den chilenske forfatter Gabriela Mistral, og udgav sine første digtsamlinger i 1920'erne.

De er præget af en individualistisk, melankolsk tone, der var karakteristisk for den latinamerikanske modernisme, men mange kritikere fik straks øje på det talent, der senere skulle løsrive sig fra de litterære forbilleder og skabe sin egen, klart personlige stil.

I 1927 forlod Pablo Neruda Chile for at beklæde sin første officielle post som konsul. Den efterfulgtes af mange andre, bl.a. i Madrid i 1930'erne, hvor han knyttede nære litterære kontakter og venskaber med digterne i den såkaldte 27-generation, bl.a. Federico García Lorca og Rafael Alberti.

I denne periode var han redaktør for et poetisk tidsskrift, hvor han gik til angreb på den formorienterede, elitære og såkaldt rene poesi. Heroverfor stillede han det prosaiske tema og det ligefremme udtryk, der appellerer bredt, som poetisk ideal. Denne tendens blev stadig stærkere i hans egen digtning samtidig med hans voksende politiske engagement og indmeldelse i det kommunistiske parti.

"Verden har ændret sig, og min poesi har ændret sig", skrev Neruda i 1939 ved afslutningen af Den Spanske Borgerkrig. I det brede historiske epos Canto General (1950, dansk Den store sang, 1974) besynger han de amerikanske kontinenters navnløse masser, deres arbejde og lidelser gennem tiderne, og i de følgende Odas elementales (1954-1957) erklærer han i enkle strofer sin kærlighed til hverdagens elementære bestanddele: tomaten, løget, regnen m.m.

Nogle af de senere digtsamlinger har et mere eksperimenterende, surrealistisk inspireret præg. Pablo Neruda fik stor indflydelse på spanske og latinamerikanske digtere. Størstedelen af hans lyrik er oversat til dansk ligesom selvbiografien Confieso que he vivido (1974, dansk Jeg bekender, jeg har levet, 1974). I 1971 modtog han Nobelprisen for sit forfatterskab.

Myndighederne gravede den 8. april 2013 de jordiske rester af Pablo Neruda op fra familiegraven i haven ved hjemmet på Isla Negra for at få undersøge, hvorvidt han som hidtil anslået døde af prostatacancer, eller om han blev forgiftet. Opgravningen skete, efter Nerudas chauffør havde beskyldt Pinochet-regimet for at have forårsaget Nerudas død. Undersøgelserne har ikke kunnet påvise forgiftning som dødsårsag, men sagen er endnu ikke afsluttet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig