Miguel Otero Silva, 1908-1985, venezuelansk forfatter. Otero Silvas forfatterskab er stærkt præget af hans politiske engagement, som også førte til, at han i perioder måtte leve i eksil. I sine romaner skildrer han det venezuelanske samfund med vekslende diktaturer og sætter sin tids vold og sociale ustabilitet i et både fortidigt og fremtidigt perspektiv. Casas muertas (1955, Døde huse) er således henlagt til en hensygnende by, der symboliserer det gamle feudale, tilbagestående Venezuela, hvor indbyggerne blot sløvt afventer døden, mens Oficina Número 1 (1961, Kontor nummer 1) udtrykker tiltro til, at landets industrielle udvikling som olieproducent også vil medføre en samfundsmæssig modernisering og forbedrede levevilkår.