Mario Vargas Llosa

Mario Vargas Llosa, f. 1936, peruviansk forfatter. Med La ciudad y los perros (1962, da. Byen og hundene, 1967) om livet på en militærskole i Lima påbegyndte han sin kritik af volden i det latinamerikanske samfund. La casa verde (1966, da. Det grønne hus, 1987) om kystbyen Piura og livet i regnskoven fra ca. 1920-60, der bl.a. skildrer sammenstødet mellem indianere og hvide, hører til hovedværkerne i 1960'ernes latinamerikanske boom.

Med rod i amerikansk og europæisk litteratur (William Faulkner, James Joyce, Gustave Flaubert, Franz Kafka, ridderromanen) var Mario Vargas Llosa bl.a. nybrydende ved at gøre op med den kronologisk fremadskridende fortælling og fx sammenstille dialoger uafhængigt af tid og rum uden forklarende overgange, en slags filmisk klippeteknik, som han kalder "forbundne kar", og som i kombination med de mange igangværende historier skaber en kaleidoskopisk virkning.

Denne stræben efter "totalromanen", der prøver at beskrive virkeligheden fra alle sider gennem individer i alle samfundslag og deres eksistentielle, politiske og sociale grunderfaringer, findes også i den omfattende Conversación en la Catedral (1969, Samtale i Katedralen), hvor den peruvianske diktator Manuel Odrías tid skildres gennem en lang dialog mellem to venner med andre indflettede samtaler.

Latinamerikas store samfundsproblemer afspejles også i La guerra del fin del mundo (1981, da. Krigen ved verdens ende, 1987) om et slaveoprør i Brasilien i 1890'erne; Historia de Mayta (1984, da. Historien om Mayta, 1989), en kommentar til terroristbevægelsen Den Lysende Sti; og La fiesta del Chivo (2000, da. Bukkens fest, 2005) om mordet på Den Dominikanske Republiks diktator, Rafael L. Trujillo i 1961.

En mere farceagtig side af forfatterskabet ses i fx Pantaleón y las visitadoras (1973, da. Hærens opsøgende damekorps, 1974) om hærens organisering af prostituerede blandt soldaterne i regnskoven eller i La tía Julia y el escribidor (1977, da. Tante Julia og poeten, 1979), en selvironisk roman, der bygger på Mario Vargas Llosas studenterdage i Lima som ung bladsmører.

Humor præger også El elogio de la madrastra (1988, da. Stedmoderens pris, 1993) og Los cuadernos de don Rigoberto (1997, da. Rigobertos hæfter, 2000) om fantasiens betydning for erotikken. I romanen El hablador (1987, da. Fortælleren, 1991) fokuseres der på selve betydningen af det at fortælle.

Af hans skuespil er La Chunga (1986, da. En bar i Peru) blevet opført på Odense Teater i 1990; Kathie y el hipopótamo (1983, da. Kathie og flodhesten) på CaféTeatret i 1993.

Mario Vargas Llosa er en svoren tilhænger af demokrati og liberal kapitalisme og en kompromisløs modstander af totalitære systemer, hvilket har gjort ham til en kontroversiel samtidsdebattør og ugleset på venstrefløjen.

Overbevist om de intellektuelles pligt til at blande sig i politik stillede han i 1990 op som liberal kandidat til præsidentposten i Peru, men tabte til Alberto Fujimori. Dette er skildret i erindringsbogen El pez en el agua (1993, Fisken i vandet).

Mario Vargas Llosas omfattende, alsidige og engagerede forfatterskab har øvet stor indflydelse på yngre forfattere og skaffet ham talrige priser. I 1993 blev han spansk statsborger, i 1994 medlem af Det Kongelige Spanske Akademi.

Mario Vargas Llosa blev i 2010 tildelt Nobelprisen i litteratur. I Svenska Akademiens motivering af Mario Vargas Llosa lyder det bl.a., at han modtog prisen for "sin kortlægning af magtens strukturer og hans prægnante beskrivelser af individets modstand, oprør og nederlag".

Samme år, som Mario Vargas Llosa modtog Nobelprisen, udkom romanbiografien El sueño del celta (da. Kelterens drøm, 2013) om den irske oprører Roger Casement, og i 2013 El héroe discreto (Den diskrete helt).