Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Juan Ruiz de Alarcón y Mendoza

Oprindelig forfatter JKuM Seneste forfatter Redaktionen

Juan Ruiz de Alarcón y Mendoza, 1580/1581-1639, spansk dramatiker. Han blev født og voksede op i kolonien Ny Spanien (Mexico). Fra 1615 til sin død boede han i Spanien. Fysiske deformiteter og hans herkomst gjorde ham til skydeskive for det madrilenske parnas.

Hans i alt ca. 20 teaterstykker blev udgivet i to "Partes" i hhv. 1628 og 1634. I disse videreførte han den altdominerende formel, som Lope de Vega havde skabt, undertiden dog med markant kritisk distance. Hans stykker kendes for formmæssig fuldkommenhed og for udstilling af umoralske grundtyper: fx løgneren, bagvaskeren, den utaknemmelige. Behandlingen af æresbegrebet er en udfordring af klichéerne. Mest kendt er La verdad sospechosa, (udg. 1634, da. Den mistænkelige Sandhed, 1879).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Kuhlmann Madsen: Juan Ruiz de Alarcón y Mendoza i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153210