Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

José María Arguedas

Oprindelig forfatter A-GOEs Seneste forfatter Redaktionen

José María Arguedas, 1911-1969, peruansk forfatter. I den latinamerikanske indigenisme-litteratur, der tager kraftig afstand fra den hvide mands racisme, har Arguedas' forfatterskab en særlig status pga. dets litterære kvaliteter. Et indgående kendskab til indiansk tankegang samt til sproget quechua præger hans noveller og romaner med en magisk livsfølelse og en sproglig musikalitet. I romanen Los rios profundos (1958, da. De dybe floder, 1983), som er forfatterskabets højdepunkt, skildres racekonflikten ikke blot som et konkret politisk anliggende, men også som en konfrontation mellem livsværdier i et enkelt menneskes søgen efter en identitet. Arguedas' dybe respekt for indianerne og deres organiske livsopfattelse forledte ham ikke til demagogiske forenklinger. Romanens nuancerede menneskeskildring omfatter også forfatterens racefæller, om end de undsiger eller ikke forstår den oprindelighed, han selv fandt hos indianerne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ane-Grethe Østergaard: José María Arguedas i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39980