I modsætning til hans tidligere bøger, hvor kærligheden har været fraværende eller forkvaklet, handler Gabriel García Márquez' længste roman, El amor en los tiempos del cólera (1985, på dansk Kærlighed i koleraens tid, 1986, filmatiseret i 2007), om ægte hengivenhed og en altovervindende, uendelig kærlighed. Fuld af humor og magisk realisme fortæller den korte roman Del amor y otros demonios (1994, på dansk Om kærlighed og andre dæmoner, 1995) om et oprigtigt, men til gengæld socialt forbudt kærlighedsforhold i 1700-tallets colombianske kolonisamfund.
Kærlighedens vilkår og mysterier er ligeledes emnet for Gabriel García Márquez' sidste roman, Memoria de mis putas tristes (2004, på dansk Erindring om mine bedrøvelige ludere, 2005). Ligesom den ovenfor nævnte novellesamling, Mamá Grandes begravelse, forudgriber temaer, som senere optages i romanform, rummer også de øvrige novellesamlinger en mængde træk, der direkte og indirekte peger på andre dele af forfatterskabet. García Márquez' samlede fiktionsværk er på mange måder en makrotekst, hvori personer og steder løbende dukker op igen.
Det gælder således Ojos de perro azul (forfattet 1947-1955, udgivet 1974, på dansk Den blå hunds øjne, 1990), La triste e increíble historia de la cándida Eréndira y de su abuela desalmada (1972, på dansk Den utrolige og sørgelige historie om den troskyldige Eréndira og om hendes ryggesløse bedstemor, 1973) og Doce cuentos peregrinos (1992, på dansk Tolv vandrehistorier, 1993).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.