Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Cuba - litteratur

Oprindelige forfattere A-GOEs, BPall og JKuM Seneste forfatter Redaktionen

I sidste tredjedel af 1700-t. begyndte Cuba at få en kulturel egenart. Efter den engelske besættelse 1762-64 og under indtryk af de mere liberale strømninger fra Spanien grundlagdes i 1790 den første avis, og i 1792 det første offentlige bibliotek. Havanas universitet var blevet grundlagt i 1728, men først med Félix Varela (1788-1853) og hans elever fik det en rolle i Cubas egen kultur. Selv karakteriserede han sin lærestol som viet til friheden og menneskerettighederne. 1800-t.s mange akademier og litterære tidsskrifter havde uafhængighed af Spanien og kulturel identitet som fælles mål. I årene op til Den Spansk-amerikanske Krig kæmpede José Martí i et stort antal skrifter for uafhængigheden, ikke blot af Spanien, men også af monstret mod nord, USA.

Cuba havde i 1800-t. sine costumbristas, skildrere af dagliglivet, såsom Victoriano Betancourt (1813-77) og Cirilo Villaverde (1812-94). Uafhængighedstrangen førte tidligt sidstnævnte ind i den romantiske bevægelse, bl.a. med romanen Cecilia Valdés (1839, fuldendt i eksil 1882). Tidens mest berømmede digter og forfatter Gertrudis Gómez de Avellaneda (1814-73) satte med romanen Sab (1841) fokus på et andet af hovedspørgsmålene i det cubanske samfund: racekonflikten, her tematiseret i mulatslavens forhold til herskabets hvide datter.

Realismen på Cuba har franske forbilleder; Carlos Loveira (1882-1928) fremhæves ofte for sin Zola-inspirerede, fordømmende roman Juan Criollo (1927, Kreoleren Juan). Det sociale engagement fortsatte blandt 1900-t.s forfattere dels med kritik af konkrete forhold som hos Luis Felipe Rodríguez (1888-1947), der beskrev fornedrelsen på landet, dels med direkte politisk appel mod Machados diktatur.

Annonce

Den særlige négritude-litteratur om den afrocubanske kultur tæller mange fine værker, først og fremmest Alejo Carpentiers roman Ecué-Yamba-O (1933); folkloristen Lydia Cabreras Cuentos de Cuba (1940, Fortællinger fra Cuba) beskriver negrenes magiske kultur indefra. Blandt négritude-digterne regnes Nicolás Guillén for den bedste. Carpentier skrev sig efterhånden fra en magisk realisme ind i en socialistisk realisme, i en egen stil inspireret af barokken. José Lezama Lima bevægede sig indholdsmæssigt ad andre stier i sine hermetiske værker, hvor sjælelivet behandles i en stil påvirket af den vanskeligt tilgængelige og dunkle barokstil gongorisme. (Se også Góngora).

Med Castros revolution blev der trukket en skillelinje. Mange yngre forfattere hyldede revolutionen; andre foretrak eksilet. Guillermo Cabrera Infante var en tid en af revolutionens frontfigurer, men udvandrede ligesom Servero Sarduy. Begge var de stilskabende i den spansksprogede litteratur. Blandt digterne har Heberto Padilla (1932-2000) haft en bemærkelsesværdig rolle: Han fik i 1968 Forfattersammenslutningens pris for sin bog Fuera de juego (Off-side), men blev senere fængslet for sin kritik af regimet og måtte i eksil. "Sagen Padilla" åbnede øjnene på mange cubanske intellektuelle.

Læs mere om Cuba.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ane-Grethe Østergaard, Berta Pallares, John Kuhlmann Madsen: Cuba - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=59867