Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carlos Castaneda

Oprindelig forfatter Rune Krarup Seneste forfatter Redaktionen

Carlos Castaneda, 1925-98, peruviansk forfatter. Castaneda mødte i sommeren 1960 vismanden don Juan Matus, indianer af yaqui-stammen, og kom i lære som troldmand eller shaman (spansk: brujo). Om sine oplevelser skrev Castaneda ni bøger:

The Teachings of Don Juan (1967, da. Don Juans lære, 1971)
A Separate Reality (1971, da. En anden virkelighed, 1972)
The Lessons of Don Juan (1972, da. Rejsen til Ixtlan, 1973)
Tales of Power (1974, da.Eventyrernes tale, 1975)
The Second Ring of Power (1977, da. Don Juans ring af kraft, s.å.)
The Eagle's Gift (1981, da. Ørnens gave, s.å.)
The Fire From Within (1984, da. Ilden indefra,1985)
The Art of Dreaming (1994, da. Kunsten at drømme, 1995)
The Active Side of Infinity (1998, da. Uendelighedens aktive side, s.å.)

Castanedas mange møder med don Juan var selvfølgelig betinget af, at don Juan beherskede spansk fuldt ud. Castaneda er født i Peru, men flyttede i 1950'erne til USA og blev uddannet antropolog ved University of California. I 1970 fik han en ph.d.-grad for et værk, der er meget lig hans tredje bog, Rejsen til Ixtlan.

Don Juans lære og de følgende bøger beskriver, hvordan man bør leve sit liv i søgen efter personlig kraft. Blandt andet lægges der stor vægt på at leve som "kriger". I bøgerne omdefinerer han mange ord, heriblandt ordet "kriger". Af mange kaldes dette derfor også for "the peaceful Warrior" eller "den fredelige kriger". I Eventyrernes tale åbner don Juan for den såkaldte "Troldmændenes forklaring", som giver et samlet billede og forståelse i modsætning til den ellers sporadiske og tilsyneladende tilfældige lære i Castanedas 1.-3. bog. 1.-4. bog, som omhandler don Juans lære og "don Juans ring af kraft", hvor don Juan ikke længere optræder, udgør tilsammen grundlærdommen i "en brujos lære". Don Juans lære giver et indblik i, hvad Castaneda i mangel af bedre ord har kaldt "den ualmindelige virkelighedstilstand".

Castaneda er af mange blevet klandret for frit at fortælle om "en brujos lære", som mange mener, brujoerne bør have for sig selv. Om det siger don Juan dog selv, at Castaneda kan skrive, hvad han vil, da det ene og alene er et spørgsmål om, hvorvidt den enkelte har nok personlig kraft til at forstå/udnytte det. Ligeledes lægges der af mange vægt på don Juans og Castanedas brug af hallucinogene planter. Men disse har kun meget ringe betydning og bruges i den første læretid til at give Castaneda det nødvendige spark til at overskride visse af sine grænser. Derudover udføres der i bøgerne handlinger, der strider mod al almindelig fornuft, hvilket har fået mange til at tvivle på don Juans eksistens. Castaneda har dog selv været en af dem, der konsekvent har forsøgt at finde ud af, hvad der skete og få det indordnet "virkeligheden", hvilket dog sjældent lykkedes ham særlig godt.

Annonce