Salonkultur, selskabeligt samvær i et privat hjem, hvor husfruen og en kreds af venner konverserer om litteratur, kunst og politik, deklamerer, musicerer eller spiller teater.

Salonkulturen opstod i Frankrig hos den italienskfødte Catherine de Vivonne, markisen af Rambouillet (1588-1665). I 1620'erne omdannede hun sit palæs sale til en række mindre, smukt udstyrede saloner, hvor hun underholdt sig med 12-15 gæster, der sad på ryg- og klapstole efter rang og indtog et beskedent traktement; damerne broderede under samværet.

I modsætning til offentligheden ved hoffet, hvor rigets ledende mænd samledes i store sale som repræsentanter for den økonomiske og militære magt, byggede salonkulturen på de æstetiske og dannelsesmæssige smagsnormer, som kvinderne udviklede.

Salonernes damer kaldtes précieuser, fordi de forfinede sproget ved at rense det for ord, der stred mod deres idealer om høvisk kærlighed og åndelig ligestilling mellem kønnene.

Salonkulturen blev indflydelsesrig ved at støtte forfattere og kunstnere og som forum for kulturpolitisk diskussion; Racine, Voltaire, Rousseau, Diderot og Chateaubriand mødte deres publikum hos salonværtinder som Madeleine de Scudéry, Mme Scarron (den senere Mme de Maintenon), Ninon de Lenclos, Mme d'Épinay, Mme Geoffrin (1749-77) og Mme Récamier; Germaine de Staëls salon var centrum for oppositionen imod Napoleon.

I England havde salonerne mere karakter af gæstfrihed omkring middagsbordet. Lady Hollands (1771-1840) middage, der ofte omfattede 50 personer, herunder Charles Dickens, Byron og Macaulay og tilrejsende udlændinge som Mme de Staël og Talleyrand, støttede ægtemandens politiske karriere. Da han blev minister, afholdtes regeringsmiddage i Holland House.

I Tyskland samlede salonerne især æstetiske og politiske meningsfæller, Jena-romantikerne hos Caroline Schlegel og de jødiske intellektuelle hos Henriette Hertz (1764-1847) og Rahel Varnhagen i Berlin.

I Danmark protegerede Charlotte Schimmelmann mange af guldaldertidens kunstnere, mens Friederike Brun hjembragte europæisk inspiration til sin salon på Sophienholm.

Salonkulturen havde sin storhedstid i 1600- og 1700-tallet; den befordrede dannelsen af den borgerlige offentlighed, men ændredes med borgerskabets overtagelse af samfundets ledelse i 1800-tallet til en intimsfære.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig