• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kvindeforskning

Oprindelige forfattere LB-J og Roemer Seneste forfatter Redaktionen

Kvindeforskning. Simone de Beauvoir har med sin bog Det andet køn fra 1949 lagt en grundsten i kvindeforskningen. Her modtager hun i 1983 Sonningprisen.

Kvindeforskning. Simone de Beauvoir har med sin bog Det andet køn fra 1949 lagt en grundsten i kvindeforskningen. Her modtager hun i 1983 Sonningprisen.

kvindeforskning, opstod i 1970'erne som en universitær gren af kvindebevægelsen i den hensigt at kritisere den mandlige dominans af videnskaben. Den blev defineret som forskning af, om og for kvinder; emnet omfattede alt, hvad der vedrører kvinder: deres biologi, psykologi, samfundsmæssige rolle og bidrag til kulturen i fortid og nutid. Synsvinklen og metoden var kendetegnet, ved at forskeren udnyttede sine personlige erfaringer og så vidt muligt solidariserede sig med de kvinder, hendes forskning handlede om. Hensigten var at frembringe viden, som kunne hjælpe nutidens kvinder med at forstå og forbedre deres livssituation.

I takt med kvindeforskningens etablering som videnskabelig disciplin ophørte bindingerne til den politiske bevægelse; emnet blev defineret bredere som kønnets betydning; synsvinkler og metoder blev normaliserede i overensstemmelse med almindelig akademisk praksis, og området benævnes nu ofte kønsforskning.

Kvindeforskningen opstod i USA og bredte sig til Europa i kølvandet på 1960'ernes ungdomsoprør. Stigende individualisme med krav om personlig frihed og kvindernes voksende erhvervsfrekvens undergravede det traditionelle kønsrollemønster og fik kvindebevægelsens kamp for ligeret mellem kønnene til at blusse op på ny. Samtidig blev kvinderne inspireret af den afroamerikanske borgerrettighedsbevægelse, der som noget nyt hævdede, at sorte amerikanere danner en egen kultur, en subkultur, der er undertrykt af den hvide flertalskultur. Blandt ungdomsoprørets forudsætninger var også, at de børnerige generationer nu havde nået universitetsalderen, og at der procentvis kom langt flere ind på de videregående uddannelser end tidligere. Kvindeforskningen opstod, idet kvindelige studerende overførte deres feministiske engagement til studierne.

Annonce

To retninger

Kvindeforskningen udviklede sig i to hovedretninger, som både supplerer hinanden og er i indbyrdes konkurrence: på den ene side kritiske undersøgelser af den etablerede kultur og videnskab med henblik på at påvise åbenlyse eller skjulte normer og fordomme, som hæmmer kvinders muligheder for fuld samfundsmæssig ligestilling og personlig udfoldelse; på den anden side undersøgelser af de store hidtil uudforskede områder, som kvinders livssammenhænge og historie udgør, og som Freud i 1926 benævnte "det mørke kontinent".

Den første af disse retninger kaldes "elendighedsforskning", fordi den har det negative mål at opspore alle former for kvindeundertrykkelse i det patriarkalske samfund; dens kvindesyn kaldes "lighedsfeministisk", fordi den betragter den biologiske kønsforskel som mindre væsentlig og anser kønsrollerne for sociale konstruktioner og udtryk for mandligt magtmisbrug over for kvinderne. Den anden retning kaldes "værdighedsforskning", fordi den har det positive mål at beskrive mangfoldigheden i kvinders liv og bidrag til kulturen; dens kvindesyn kaldes "forskelsfeministisk", fordi den lægger vægt på kønsforskellen som en biologisk og social realitet, der hidtil har givet kvinderne egne arbejdsopgaver, hvoraf moderskabet er den centrale, og dermed en egen historie og identitet.

Historie

Ligesom kvindebevægelsen har eksisteret siden anden halvdel af 1800-t., har der også tidligere været eksempler på kvindeforskning, men før kvinderne fik adgang til universiteterne, var der kun tale om enkeltstående tilfælde. Blandt disse må Mary Wollstonecrafts A Vindication of the Rights of Woman (1792, da. Qvindekjønnets Rettigheder forsvarede, 1801) anses for at være det første betydelige værk. Ud over at være et politisk kampskrift, som i Den Franske Revolutions ånd kræver borgerrettigheder for kvinderne, indeholder det også idéhistoriske analyser af kvindesynet i Rousseaus kønsfilosofiske skrifter og sociologiske analyser af kønsrollemønsterets baggrund.

Forfattere med tilknytning til både liberalismen og marxismen videreførte kravet om kønnenes ligeberettigelse og kvindeundertrykkelsens ophør. Ud fra omfattende analyser af kvindens stilling i familien og samfundet i alle historiske perioder påviste de, at kønsrollerne ikke er naturgivne, men at de er historisk bestemte og kan ændres gennem økonomisk udvikling og politisk handling. John Stuart MillsThe Subjection of Women (1869, Kvindernes Underkuelse, oversat af Georg Brandes i udgivelsesåret), Friedrich Engels'Der Ursprung der Familie, des Privateigenthums und des Staats (1884, da. Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse, 1888), og August BebelsDie Frau und der Sozialismus (1879, da. Kvinden og Socialismen, 1912) må regnes blandt kvindeforskningens klassikere, skønt de ikke er skrevet af kvinder.

Virginia Woolf førte ligestillingskravet ind på litteraturens område og afdækkede de mere uigennemskuelige psykologiske og sproglige forhindringer for, at kvinderne har kunnet komme til orde, selv når de har haft adgang til både at udgive bøger og studere på universitetet. I A Room of One's Own (1929, da. Eget værelse, 1973) viser hun, at kvinder sjældent har haft de materielle betingelser for at blive forfattere, "500 £ om året og et værelse med lås for døren", og at der er en psykologisk modsætning mellem kvinde- og forfatterrollen; kvinden skulle som husmor være "en engel i huset" og kunne derfor ikke tillade sig at fordybe sig i store personlige og nyskabende kunstneriske opgaver. Eftersom kvinders erfaringer og normer er anderledes end mænds, kan kvindelige forfattere heller ikke overtage mændenes sprog, de må skabe deres eget og deres egen litterære tradition. Med disse afgørende indsigter åbnede Virginia Woolf kvindeforskningens andet hovedspor, der førte til interessen for kvindernes særlige historie og kultur.

Det blev imidlertid Simone de Beauvoir, der i sit monumentale værk Le deuxième sexe (1949, da. Det andet køn, 1965) med stor gennemslagskraft sammenfattede de tidligere spredte bidrag og lagde grunden til den moderne kvindeforskning. Ud fra det hovedsynspunkt, at "man fødes ikke som kvinde, man bliver det", analyserer hun de almene og historiske vilkår for kvinders liv i et samfund, hvor manden er norm og kvinden afvigelsen fra normen, "den anden". Bogen er en kompromisløs anklage mod patriarkatets kvindeundertrykkelse, men også en kritik af kvinderne for manglende mod til at gøre sig til herre over deres egen skæbne.

Blandt de amerikanske skribenter, der betød mest for kvindeforskningens opblomstring efter 1960, var Betty Friedan, som i The Feminine Mystique (1963, da. (forkortet) Farvel, kvindesag?, 1964) analyserede den illusoriske forestilling om en "mystisk kvindelighed", som samfundet påduttede middelklassehusmoderen, samtidig med at hun blev lukket inde i hjemmets kedsommelige daglige rutiner, og Kate Millett, som i Sexual Politics (1970, da. Seksualpolitik, 1971) rettede et skarpt angreb på den skjulte eller uerkendte kvindeforagt i nogle af 1900-t.s grundlæggende videnskabelige teorier og litterære hovedværker, særlig Freuds psykoanalyse og værker af forfattere som D.H. Lawrence og Henry Miller.

Tre faser

Simone de Beauvoirs og Kate Milletts patriarkatskritik dominerede kvindeforskningens første fase, som også var påvirket af den udbredte marxistiske kapitalismekritik; Juliet Mitchell sammenlignede i Woman's Estate (1971, da. Kvindernes befrielse, 1972) det borgerlige samfunds seksuelle undertrykkelse af kvinderne med den økonomiske undertrykkelse af arbejderne.

Fra slutningen af 1970'erne voksede interessen for kvindekulturen, og denne anden fase blev præget af et omfattende arbejde med at genopdage og genfortolke kvinders liv igennem historien; Ulrike Prokop fremhævede i Weiblicher Lebenszusammenhang (1976, da. Kvindelig livssammenhæng, 1978), at kvinder har egne værdier og forventninger, som ikke nødvendigvis bliver indfriet, selvom de får fuld ligestilling med mændene på arbejdsmarkedet og i det offentlige liv.

I kvindeforskningens tredje og seneste fase er interessen for kønsbegrebet blevet dominerende; inspirationen fra fransk feminismes og især Julia Kristevas tilegnelse af Jacques Lacans og Michel Foucaults teorier om subjektet som en sproglig konstruktion har vendt interessen mod filosofiske analyser af kønsbegrebets sammenhæng med de kulturbærende magt- og symbolstrukturer. I forlængelse heraf ændredes perspektivet fra kvinde- til kønsforskning. Se også køn.

Kvindeforskningens institutioner

Parallelt med kvindeforskningens konsolidering blev der i 1980'erne oprettet kvindeforskningscentre ved de danske universiteter. Nye faglige tendenser i begyndelsen af 1990'erne afspejledes i flere centres navneskift til kvinde- og kønsforskningscentre. Centrene begyndte som græsrodsinitiativer blandt studerende og lærere og fik forskellig udformning og faglig profil; de har et tværfagligt sigte med hovedvægt på samfundsfaglige og humanistiske discipliner. I Aarhus, Odense og København oprettedes centre med selvstændige kurser, mens der ved de øvrige universiteter blev oprettet løsere enheder; i 1997 fandtes Cekvina i Aarhus, Center for Kvinde- og Kønsstudier i Odense, Center for Kvinde- og Kønsforskning i København, Freia ved Aalborg Universitet og Kvinder på tværs ved Roskilde Universitetscenter. Nogle af kvindeforskningscentrene blev konsolideret i forbindelse med Folketingets aktionsplan for kvindeforskning 1986-92, som resulterede i tilførsel af lektorater og stipendiestillinger. Forsøg på landsdækkende koordination af kvinde- og kønsforskningen i Danmark blev indledt i 1986, bl.a. ved udgivelse fra 1992 af tidsskriftet Kvinder, Køn og Forskning. I 1990'erne etablerede centrene nye uddannelsestilbud; fx blev der ved Cekvina oprettet en ny engelsksproget uddannelse i medier og køn. I 1990 stiftedes forsknings- og interesseorganisationen Foreningen for Kvinde- og Kønsforskningen i Danmark, som også fungerer som landsdækkende fagligt forum.

Nordisk samarbejde blandt kvinde- og kønsforskere førte fra 1993 til udgivelse af det engelsksprogede tidsskrift Nora samt til stiftelse i 1994 af Nordisk Forening for Kvinde- og Kønsforskning og oprettelse i 1996 af Nordisk Institut for Kvinne- og Kønsforskning (NIKK) i Oslo, som har til formål at iværksætte aktiviteter på såvel nordisk som internationalt plan. Se også KVINFO.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Busk-Jensen, Hilda Rømer Christensen: kvindeforskning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112763