Bai Juyi

Bai Juyi var en kinesisk digter fra poesiens storhedstid under Tangdynastiet (618-906).

Bai Juyi voksede op under beskedne kår og bevarede livet igennem stor medfølelse med de ulykkeligt stillede og trang til at medvirke aktivt til samfundsreformer. På trods af sin usædvanlige intelligens og sine blændende eksaminer opnåede han aldrig de vigtige poster i hovedstaden, som han stræbte efter. Han blev flere gange forvist til provinsen pga. åbenmundet kritik af regeringen og måtte nøjes med høje, men lidet indflydelsesrige poster fjernt fra kejseren.

Skønt oprindelig inspireret af pligtopfyldende konfucianisme hældede han senere mod buddhismens langsigtede trøst i livets modgang. Hans poesi var umådelig populær allerede i hans levetid og nåede helt til det japanske kejserhof. Han gjorde sig umage for at være letforståelig og læste sine digte højt for en almuekone for at være sikker på, at hun fattede det hele. På dette punkt stod han i modsætning til de fleste af sine samtidige, som satte kalligrafiske og litterære kvaliteter højest. Han var selv stoltest af sine samfundsrevsende og satiriske digte, mens eftertiden snarere har ladet sig begejstre af hans romantiske og sentimentale ballader såsom pipa xing (Visen om lutsangersken) og changhen ge (Sangen om evig sorg). Denne sidste omhandler kejser Xuan Zongs (712-756) gemalinde Yang Guifei og hendes sørgelige endeligt, et tema, som har holdt sig blandt de populæreste gennem tiden. I vore dage bedømmes Bai Juyis sociale samvittighed og enkle stil atter positivt.