Ding Ling, 1904-1986, kinesisk forfatter. Hun vakte tidligt opsigt med Frk. Sofies dagbog (1928), som subjektivt beskriver følelser og erotisk lyst fra en kvindesynsvinkel, og hun blev kendt for sin frigjorte livsstil og sine feministiske synspunkter. I 1930'erne tilsluttede hun sig kommunistpartiet og skrev siden en række fortællinger i socialrealistisk stil. Romanen Sol over Sanganfloden (1949, da. 1950) fik Stalinprisen. Fra 1949 havde hun høje hverv i kulturhierarkiet. Udrenset i 1957 og først rehabiliteret i 1979.