Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sinologi

Oprindelig forfatter BAr Seneste forfatter Redaktionen

sinologi, Kinalærdom, navnlig om filologisk, men også om anden videnskabelig beskæftigelse med kinesisk sprog og kultur. Faget har ud over sit primære kinesiske sigte vigtige funktioner som hjælpedisciplin i bl.a. studiet af buddhismen og af Kinas nabofolks historie.

De første direkte beretninger om Kina bragtes til Europa af rejsende i 1200-1300-t., især Marco Polo. Med 1500-t.s opdagelsestogter og jesuitiske verdensmission blev informationerne gradvis både flere og mere præcise.

1. led af ordet sinologi kommer latin Sinae og græsk Sinai fra arabisk Sīn 'Kina', muligvis efter dynastiet Qin, der samlede Kina.

Sinologien i Vesten har udviklet sig på grundlag af og i vekselvirkning med sinologien i Kina og Japan. Den tog sin begyndelse med jesuitternes mission i Kina, indledt 1583-1610 af Matteo Ricci, der ligesom sine efterfølgere tilegnede sig landets sprog og lærde kongfuzianske tradition. Deres latinske rapporter om Kinas sprog, samfundsorden, historie og filosofi blev til stor inspiration i Europa under rationalismen og i oplysningstiden, fx for Leibniz og Voltaire. Også kinesisk kunst og kunsthåndværk vakte begejstring.

Annonce

Efter at paven havde standset den jesuitiske Kinamission i 1742, blev den sinologiske indsats videreført af protestantiske missionærer og andre, som arbejdede i Kina. Som akademisk fag indførtes sinologien først ved Collège du Roi i 1814 (J.A. Rémusat), senere i 1800-t. ved universiteter i Rusland og England. Manglen på faglitteratur var stor og søgtes afhjulpet gennem såvel indkøb af kinesiske bøger som udgivelse af egne arbejder. Der produceredes hjælpemidler som ordbøger (R. Morrison, 1815-23) og grammatikker (J. Prémare, skrevet 1728, udg. 1831, G. Gabelentz, 1881), referenceværker, fx et historisk biografisk leksikon (H.A. Giles (1845-1935), 1898), samt oversættelser af kongfuzianske og daoistiske klassikere (J. Legge (1815-97)) og af historiske værker. Sidst i 1800-t. begyndte udforskningen af det sino-tibetanske sprogslægtskab, en hypotese først fremsat af John Leyden (1775-1811) og dokumenteret i 1900-t. gennem komparative studier af bl.a. A. Conrady, H. Maspero og W. Simon.

Jesuitternes sinologiske metoder og deres kongfuziansk inspirerede billede af Kina som rationalistisk, skønhedselskende og uforanderligt har haft stærk indflydelse på den vestlige sinologi. Allerede Rémusat og hans efterfølger, S. Julien, interesserede sig dog for ikke-kongfuzianske emner som daoisme og kinesisk buddhisme, og den såkaldte Pariserskole, de grundlagde, var med sin filologiske kvalitet og forskningsmæssige bredde førende inden for faget frem til 2. Verdenskrig. Den mønstrede forskere som E. Chavannes, den første vestlige sinolog, der brød med det "statiske" billede af Kinas historie, P. Pelliot, aktiv bl.a. inden for studiet af de middelalderlige Dunhuang-manuskripter, H. Maspero, forfatter af banebrydende værker om bl.a. sprog, historie og religion, samt Marcel Granet (1884-1940), som på sociologisk og etnografisk basis rekonstruerede oldkinesiske religiøse forestillinger og riter. Tysklands første professor i sinologi (Hamburg 1909), Otto Franke (1863-1946), udmærkede sig ved sin kildekritiske forskning i Kinas historie; fra 1933 forlod dog mange af de bedste sinologer Tyskland til fordel for især England og USA (W. Simon, historikeren W. Eberhard (1909-89)). 2. Verdenskrig medførte udbygning af sinologien først i England, senere i det øvrige Europa. Et monument i efterkrigstidens Kinaforskning er det bindstærke videnskabshistoriske værk Science and Civilization in China (1954ff.), iværksat, delvis skrevet og indtil hans død ledet af den britiske biokemiker J. Needham (1900-95).

I USA var sinologien indtil 1930'erne ubetydelig. Det første internationalt vigtige projekt var den omfattende Harvard-Yenching Institute Sinological Index Series (1931-47) udarbejdet af forskere ved Harvard og det af amerikansk mission ledede Yanjing Universitet i Beijing. Med 2. Verdenskrig blev sinologiens relevans åbenbar, samtidig med at indvandringen af sinologer fra Europa og Kina (lingvisten Y.R. Chao, litteraturforskeren C.T. Hsia (1921-2013)) øgede det akademiske potentiale. Kritik af fagets hidtidige omfang, kvalitet og mål førte til høj prioritering af forskning i det moderne Kina gennem områdestudier baseret på beherskelse af såvel sprog som moderne videnskabelig metode. Harvard University og dets fremragende forsker i Kinas historie, J.K. Fairbank (1907-91), var initiativtagere til de nye programmer, som i løbet af 1960'erne bredte sig til andre sinologiske centre i USA og med en vis forsinkelse også til Europa. Med oprettelsen af Kinaforskning i Canada, Indien og Australien blev faget for alvor internationalt, og USA overtog med sine økonomiske resurser og sit politiske engagement den franske skoles hidtil ledende rolle.

Nordisk sinologi er påbegyndt i 1900-t. Tidlige svenske Kinaforskere var geologen J.G. Andersson (1874-1960), efter arkæologisk feltarbejde i Kina direktør for de enestående samlinger, han havde hjembragt til Stockholms Historiske Museum; kunsthistorikeren O. Sirén (1879-1966), især kendt for sine studier i kinesisk maleri; samt lingvisten B. Karlgren. I Danmark udførtes vigtig forskning i kinesisk og tai af lingvisten K. Wulff, i Kinas buddhistiske klosterarkitektur af arkitekten J. Prip-Møller (1889-1943) og i videnskabshistorie, med værker om bl.a. T.S. Bayer og J. Prémare, af diabetesforskeren K. Lundbæk. Selvstændigt universitetsfag blev sinologien dog først på foranledning af Rockefeller Foundation, som for at styrke Kinaforskningen i Skandinavien fra 1946 finansierede uddannelsen af en gruppe nordiske sinologer dels hos B. Karlgren, dels i Kina og USA. Som forudset i planen kunne tre af disse siden udnævnes til Nordens første professorer i østasiatiske sprog/kinesisk, i København 1958 S. Egerod, Stockholm 1965 G. Malmqvist og Oslo 1966 H. Henne (1918-2002).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Arendrup: sinologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159343