Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Xiyou Ji

Oprindelig forfatter VBoer Seneste forfatter Redaktionen

Xiyou Ji, Rejsen mod vest (da. Abekongen, 1983, uddrag), kinesisk roman, den første, der kan henføres til en bestemt forfatter, Wu Cheng'en (1506-82) fra Jiangsuprovinsen. Første trykte udgave i 100 kapitler udkom 1592, skrevet i talesprogsstil (baihua). Den bygger på sagnstof om munken Xuanzang, i romanen kaldet Tripitaka, der gennemførte en farefuld pilgrimsrejse til Indien 629-645 med det formål at bringe buddhismens hellige skrifter til Kina. Fra 1200-t. og fremover findes sagnbøger og teaterstykker om Xuanzang bevaret, blandt andet en versfortælling, som har tæt tilknytning til romanens stof.

Bogen er opbygget af allegoriske episoder omkring rejsens begyndelse, de enkelte rejsefællers optagelse i følget og selve rejsen gennem et vildt og dæmonfyldt territorium. I romanen spiller Xuanzang en sekundær rolle, mens den egentlige hovedperson er Sun Wukong, en mytisk figur, halvt menneske, halvt abe. I kraft af list, humor og personligt mod bliver aben den egentlige leder af ekspeditionen. De øvrige rejsefæller er ligeledes antropomorfe dyreskikkelser, symboler på menneskelige svagheder og lidenskaber. Bogens filosofiske projekt, en afdækning af facade og hykleri, en søgen efter moralsk integritet og egentlige værdier, er båret frem med burlesk humor og satire. Se Pekingopera.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke Børdahl: Xiyou Ji i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=183363