Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Du Fu

Oprindelig forfatter SEge Seneste forfatter Redaktionen

Du Fu, Tu Fu, 712-770, kinesisk digter under Tangdynastiets poetiske blomstringstid i 700-t. Han betegnes ofte som Kinas største digter og hører gennem talrige oversættelser til verdenslitteraturen. Hans samtidige modstykke i Kina var digteren Li Bai. De skildres som venner, men mødtes personligt kun to gange, i 744 og 745. Li Bais poesi var daoistisk inspireret, sværmerisk og uanstrengt. Du Fus digtning var præget af kongfuziansk etik, og var teknisk streng og minutiøst gennemarbejdet. Hans værker er mærket af tidens alvor, han går i rette med skæbnen i stort og småt og udtrykker sin medlidenhed og medfølelse over for al skabningen, besjælet som ubesjælet. Han var af oprindelse og natur aristokrat og kunne være både respektløs og arrogant. Hans politiske ambitioner forblev i høj grad uopfyldte; hans pligtfølelse oversteg hans pligter. Et gennemgående tema i Du Fus digtning er modsætningerne: mellem makro- og mikrokosmos, skæbnen og individet, herskende og beherskede, nydende og lidende. Som han hæver sig over enkeltmotiverne, hæver han sig også over de genremæssige og stilistiske kategorier. Han er på én gang rigorøs og åben.

Du Fus digtergerning falder i tre perioder. Først ungdoms- og ungkarletiden fuld af selvtillid, trods det at han ikke bestod sin embedseksamen i 736. Dernæst årene i kejser Xuan Zongs og flere fyrsters tjeneste, som blev afbrudt af det katastrofale An Lushan-oprør i 755. I denne periode udviklede han sine storladne poetiske virkemidler og indkredsede sine emnesfærer. Hans sidste år fra 759 var præget af dårligt helbred. Han var ganske afhængig af sine velgørere. Han forblev umådelig produktiv; med sit geni kæmpede han mod sygdom og modgang. Han røber ingen tro på fremskridt eller frelse, hans fjende var ikke samfundet, men skæbnen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Egerod: Du Fu i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67028