Saikaku, egl. Ihara Saikaku, 1642-1693, japansk forfatter. Med den ekspanderende handelsby Osaka som kulisse producerede Saikaku talrige frimodige og satiriske haikai-digte (se haiku). Som 40-årig udgav han sin debutroman, En amourøs mands liv (1682), og siden Fem amourøse kvinder (1686), der begge tegner et billede af den nylig opståede købmandsstands frigjorte forhold til erotikken. Romanerne Japans bugnende lagre (1688) og Alverdens pengesorger (1692) vidner om hans skarpe iagttagelsesevne og sympati for byfolket i almindelighed. Saikakus efterladte gaver (1693) blev hans sidste roman.