Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Yukio Mishima

Oprindelig forfatter YNag Seneste forfatter Redaktionen

Mishima Yukio. Den 39-årige forfatter på taget af et hotel i New York i 1964, året, da mange af hans bøger udkom på vestlige sprog, bl.a. Fem moderne No-spil og Efter festen på dansk.

Mishima Yukio. Den 39-årige forfatter på taget af et hotel i New York i 1964, året, da mange af hans bøger udkom på vestlige sprog, bl.a. Fem moderne No-spil og Efter festen på dansk.

Yukio Mishima, 1925-70, japansk forfatter og dramatiker. Med en forkærlighed for det dekadente og under indflydelse af Raymond Radiguet og Oscar Wilde debuterede Yukio Mishima som 16-årig med novellen "Skoven i fuldt flor" (1941).

Under Stillehavskrigen udviklede han en nihilistisk poetik om altings opløsning, som var fast forankret i traditionel japansk æstetik. For ham blev Japans efterkrigstid ikke en periode præget af frihed og demokratisering som for de fleste, men oplevet som degenererede og demoraliserede årtier.

Efter at han med romanen En maskes bekendelser (1949, da. 1992) om en mand, der skjuler sin homoseksualitet, var blevet anerkendt som en førende forfatter, ville han realisere en livsfilosofi, der gennem nihilisme og død søger efter erotisk ekstase, udtrykt i hans fiktive værker, fx mesterværket Det gyldne tempel (1956, da. 1965) om en ung munk, der sætter ild på det gyldne tempel.

Annonce

Mishimas omfattende produktion rummer desuden talrige romaner som Bølgeslag (1954, da. 1967), Efter festen (1960, da. 1964) og Sømanden der pådrog sig havets vrede (1963, da. 1968) samt en række skuespil, bl.a. Fem moderne No-spil (1956, da. 1964) og Marquise de Sade (1965, da. opførelse 1989).

Siden 1960 var Yukio Mishima optaget af den ultranationalistiske tanke, og i sine sidste år udviklede han en handlingens filosofi, som gør rede for fusionen af fiktion og virkelighed, sideløbende med udgivelse af tetralogien Frugtbarhedens hav (1965-70). Samme dag han blev færdig med bogen, begik han efter et mislykket kupforsøg rituelt selvmord, ligesom sin romanfigur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Yoichi Nagashima: Yukio Mishima i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126153