Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Italo Calvino

Oprindelig forfatter LWaaP Seneste forfatter Redaktionen

Italo Calvino, 15.10.1923-19.9.1985, italiensk forfatter, hvis omfattende og originale forfatterskab som en seismograf har registreret samfundets og tankens forandringer fra den neorealistisk inspirerede debutroman Stien med edderkopperederne (1947, da. 1965) om modstandskampen til de sidste fortællinger Under jaguarsolen (1986, da. 1988) om den moderne verdens sansetab.

Italo Calvino vandt international berømmelse i to omgange, først med Klatrebaronen (1957, da. 1959) og de to fantastiske allegorier, Den halverede vicomte (1952, da. 1960) og Ridderen der ikke eksisterede (1959, da. 1961), der med sprudlende fantasi og geometrisk logik behandler individets voksende fremmedgørelse.

Anden gang med sidste del af forfatterskabet, der er mere spekulativt, og som anses for et af de fineste udtryk for europæisk postmodernisme, med hovedværket De usynlige byer (1972, da. 1979, 1985 og 2000), den virtuose Hvis en vinternat en rejsende (1979, da. 1984 og 1999) og den diskret selvbiografiske Hr. Palomar (1982, da. 1985 og 1996).

Annonce

Italo Calvino er kortformens mester. Hans fortællinger udmærker sig ved intellektuel spænding, ofte i paradoksets form, afsøgen af nye fortælleformer (eventyr, allegori, fantastiske fortællinger, beskrivelse, myte), ironisk-humoristisk distance og en klar, billedskabende prosa.

Et udvalg af Italo Calvinos vigtige litterære essays er samlet i Una pietra sopra (1982). Den sidste fases poetik står at læse i Til det næste årtusind (1986, da. 1995). På dansk findes desuden Marcovaldo (1963, da. 1993 og 2004); En tilforordnets dag (1963, da. 1964) og De kosmokomiske historier (1965, da. 1967 og 2011).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lene Waage Petersen: Italo Calvino i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53680