italiensk litteratur

Dante Alighieri er en monumental skikkelse med et forfatterskab, der også uden hovedværket ville være grundlæggende. Den guddommelige komedie er et af de mest ambitiøse digterværker i europæisk litteratur i dets favnen af hele middelalderens tankeverden, skildret i en rejse gennem de tre dødsriger, Helvede, Skærsild, Paradis, til den mystiske erkendelse af Gud.

Giovanni Boccaccio er barn af det merkantile Firenze og af en lang tradition for kortfortællinger med moralske eksempelsamlinger, helgenlegender og noveller, heriblandt den anonyme, velfortalte Il Novellino (ca. 1290), der indeholder 100 fortællinger på florentinsk. Boccaccios hovedværk Dekameron (1352) er et epos om eros som naturkraft og drifternes tvang, fortalt i 100 noveller. Både den klassisk inspirerede prosastil, rammefortællingen og perfektioneringen af novellen som fortællekunst har haft stor indflydelse i Europa.

Francesco Petrarca er en kulturpersonlighed af samme format som Dante, men vendt mod en ny horisont, nemlig humanismen, hvis første hovedskikkelse han er med sin omfattende og skelsættende latinske produktion. Det lyriske hovedværk på italiensk, Sangenes bog, er en stramt struktureret digtkreds omhandlende digterens erindring om kærligheden til en vis “Laura". Værket udgør en radikal modernisering af den lyriske tradition med en ny splittet livsopfattelse i centrum og en rigdom af symbolske billeder, der fortsætter hos petrarkisterne i 1500-1600-tallet og bliver til en europæisk tradition, i Frankrig, England, Tyskland m.v., såvel som i Norden.

En hovedfigur er arkitekten og humanisten Leon Battista Alberti. Hans bog om familien fra 1441 er en sammenfatning af den tidlige renæssances syn på menneske og samfund og fremstår som 1400-tallets prosahovedværk.

Blandt lyrikerne må især fremhæves Angelo Poliziano, men også Pietro Bembo og som noget nyt en række kvindelige lyrikere, bl.a. Vittoria Colonna og Gaspara Stampa.

I 1550-1553 udkommer Giovan Francesco Straparolas historie- og eventyrsamling Fornøjelige nætter, der kommer til at inspirere en mængde andre forfattere. I 1554 udgiver Matteo Bandello sin novellesamling i stærke, mørke farver om den modsætningsfyldte samtid.

Hofkulturen var en repræsentativ kultur, hvor teatret spillede en vigtig rolle, og her var der premiere på de nye genrer, komedien, tragedien og hyrdedramaet, fx Machiavellis stadig opførte komedie La Mandragola (1518), Giraldi Cinzios blodige tragedier (1540-60), som har inspireret elizabethansk teater, og Tassos hyrdedrama Aminta (1573). En særstilling indtager Angelo Beolcos dramatiske enaktere på padovansk dialekt om bonden Ruzante.

Det er imidlertid i riddereposet, hvor den folkelige fortælletradition om Karl den Stores riddere krydses med den æstetiske inspiration fra det klassiske epos, man finder den største sammenhængende fremstilling af renæssancens virkelighedsopfattelse.

De tre renæssanceriddereposser er knyttet til Ferrarahoffet, hvor fyrste og adel spejlede sig i ridderkulturen.

I 1474-1494 gav Matteo Boiardo i sin Forelskede Roland et ædelt, nostalgisk billede af ridderverdenen.

20 år senere, i en ny tids ånd, kom Ariostos Den rasende Roland. Eposet er det mest strålende udtryk for højrenæssancen med sin livsenergi, realistiske psykologi og ironiske skepsis.

Tassos Det befriede Jerusalem (1581), skrevet i modreformationens skygge, er digtet over en fundamental splittelse mellem individualisme og autoritet, mellem sensualisme og religiøsitet.

Machiavellis kendteste værk er Fyrsten (1513), et dramatisk, illusionsløst skrift om, hvordan man bevarer magten i staten.

Guicciardinis hovedværk Italiens historie (1544) forløber som en tragedie i beskrivelsen af en stat, der finder sig selv i det øjeblik, den opløses.

Baldassare Castigliones traktat om Hofmanden (1528) giver derimod et idealiseret billede af hofkulturen, som Europa begejstret tog til sig.

I lyrikken, barokkens anden hovedgenre, opfører sproget sit eget teater med en kunstfærdig metaforisk stil, concettisme, hvis formål er at skabe overraskende analogier.

Berømt i hele Europa var Giambattista Marino, der blev hofdigter i Paris, og hvis digte er sensuelt musikalske.

Et prosahovedværk er Giambattista Basiles Fortællingernes fortælling (1634-1636, beregnet for hoffet i Napoli. I en raffineret og komisk krydsning af folkelig tone og høj barok stil fortælles på napolitansk en række klassiske folkeeventyr, bl.a. "Askepot".

Galileis videnskabelige værker, ofte iscenesat som livlige dialoger, er skrevet i en plastisk, ofte ironisk stil, der gør ham til århundredets fineste prosaist.

Et hovedværk er Cesare Beccarias Om forbrydelse og straf fra 1764. Det er et retspolitisk indlæg mod dødsstraf og tortur, som vakte opsigt selv i Paris.

Tidens mest originale skikkelse er filosoffen Giambattista Vico, der var inspireret af barokkens filologi og retorik. Hans hovedværk, Den nye videnskab (1725-1744), er den første teori om menneskets socialantropologiske historie med myten og den poetiske tænkning i centrum.

Teatret udfoldede sig særligt i Venedig med Carlo Goldonis glimrende samfundskomedier og den rivaliserende Carlo Gozzis undervurderede "teatereventyr", bl.a. historien om Turandot. Operaen dominerede, Goldoni skrev 40 librettoer, og den fineste lyriker i 1700-tallet, napolitaneren Pietro Metastasio, der blev hofdigter i Wien, skrev sin tids mest berømmede librettoer. Nævnes bør også Lorenzo da Pontes tekster til Mozart.

Mod slutningen af århundredet kom den klassicistiske Giuseppe Parinis satire over adelens forfald og Vittorio Alfieris tragedier.

I 1700-tallet bliver selvbiografien en vigtig genre; Alfieri, Goldoni, Gozzi, da Ponte og Casanova har alle skrevet deres livshistorie.

Romanen, 1700- og 1800-tallets store nye genre, havde svært ved at få fodfæste.

Gennembrudsværket er venetianeren Ugo Foscolos brevroman Jacopo Ortis' sidste breve (1802), inspireret af Goethes Werther, men med et lidenskabeligt politisk tema — Venedig var faldet 1797 — ved siden af kærligheden.

Alessandro Manzonis historiske roman De trolovede (1827 og 1840) har status som moderne klassiker. Den foregår omkring 1630 i det spanskstyrede Lombardiet med udførlige skildringer af pest, hungersnød og krig. Dens religiøse dimension undermineres af et illusionsløst syn på historiens kalamiteter.

Nævneværdig er desuden især den 27-årige Ippolito Nievos En italieners bekendelser (1859), der spænder over 80 år af Italiens samlingshistorie, med en indtagende barndomsskildring.

Verismens største forfattere er sicilianere, der skriver ud fra en tragisk og desillusioneret oplevelse af Italiens samling og det moderne projekt, der fortsætter i den stærke sicilianske litteratur i 1900-tallet. Størst er Verga med fremragende noveller og romanerne Familien Malavaglia (1881) og Mastro don Gesualdo (1889); overset er Federico de Robertos glimrende Vicekongerne (1894). Århundredet slutter med Gabriele D'Annunzios dekadente og Antonio Fogazzaros intime romaner.

Giacomo Leopardi var 1800-tallets største italiensk lyriker. I sine Sange (1824 og 1836) fornyede han det poetiske sprog. Men hele forfatterskabet, fra de filosofisk-satiriske Moralske historier til dagbogens 4000 siders filosofiske, æstetiske tanker, redigeret med udgivelse for øje, er et tyngdepunkt i italiensk litteratur.

Nævnes bør også to spændende forfattere, der skriver på dialekt, Carlo Porta med realistisk-ekspressive digte på milanesisk og Giuseppe Gioacchino Belli med en uimodståelig samling sonetter på romersk, der udgør en roman om den søvnige pavestat i 1830'erne.

Omkring århundredskiftet kom Giovanni Pascolis intime, musikalske digte. To børnebøger har præget generationer af læsere, Edmondo De Amicis' opbyggelige Hjerte (1886) og Carlo Collodis mere vovede Pinocchio (1883).

I 1921 påbegynder Pirandello med Seks personer søger en forfatter et stadig mere konsekvent brud med naturalismens teaterform og iscenesætter de temaer om identitetstab og masker, der er til stede allerede i romanen Salig Mathias Pascal (1904) og i hans noveller.

Det var Italo Svevo, der med Zenos bekendelser (1923) skabte den store moderne roman i Italien, hvor vanskeligheden ved at bebo nuet, splittelsen mellem betragtning og liv, skildres i en ambivalent, ironisk analyse af den nye bevidstheds strategier, stærkt inspireret af Freud.

Også Federico Tozzis romaner og noveller fra Sienaegnen omkring 1920 belyser det irrationelle lag i personerne.

Carlo Emilio Gaddas noget senere, ironisk-ekspressionistiske forfatterskab, som fik stor betydning for den anden modernisme i 1960'erne, er rundet af samme sammenbrudsoplevelse. Gadda betragtes som den italienske modernismes vigtigste forfatter.

Italiensk kritik har i 1900-tallet været domineret af den idealistiske filosof Benedetto Croce, der påvirkede fem generationer litterater fra 1900-1950, og af marxisten Antonio Gramsci, hvis indflydelse har været stor siden publikationen af hans Fængselsoptegnelser (1948).

I fascismens enheds- og storhedssøgende kultur blev Rom det reelle og symbolske centrum. En dissektion af det romerske borgerskabs værdikrise findes i Alberto Moravias omfattende forfatterskab (afsluttet 1989), mest originalt i debutromanen De ligeglade (1929) med dens tidlige beskrivelse af eksistentiel kvalme.

Det er dog især en række lyrikere, der tegner perioden: Giuseppe Ungaretti, Salvatore Quasimodo, Umberto Saba og først og fremmest Eugenio Montale, hvis digtsamlinger Ossi di Seppia (1925), Le occasioni (1939) og La bufera e altro (1956) udgør en slags "roman", hvori det liguriske landskab er grundelement i eksistentielle allegorier.

I 1930'erne udklækkedes også to "fantastiske" forfattere, den surrealistiske Tommaso Landolfi og den mere fabulerende Dino Buzzati med romanen Tatarernes ørken (1940).

En egentlig neoavantgarde etableredes i 1960'erne med Umberto Ecos teoretiske skrift Det åbne værk (1962) om fortolkerens/læserens plads i værket som skelsættende. Også Nanni Balestrini, Luigi Malerba og Giorgio Manganelli er vigtige forfattere i denne sammenhæng.

Efter 1980 er den modsætningsfyldte italienske kultur ofte blevet set som et kaotisk, vitalt laboratorium for de hastige forskydninger i den senmoderne kultur. Det er netop to italienske romaner, Calvinos Hvis en vinternat en rejsende (1979) og Umberto Ecos Rosens Navn (1980), der på dette tidspunkt også i et europæisk perspektiv tegnede den postmodernistiske romans blanding af avantgarde og mainstream, hvor tekstens og tolkningens metamorfoser er et hovedtema.

Fra omkring 1980 udgør nyere italiensk litteratur et kraftcenter, hvori man kan skelne en række felter: Calvinos erkendelsesprojekt fortsættes af Daniele del Giudice og i Gianni Celatis absurd-allegoriske fortællinger fra Posletten; en oplevelsesformidlende linje, med Pier Vittorio Tondelli, der har haft betydning for en generation unge forfattere; og en "manieristisk" litterær-intertekstuel linje, med Antonio Tabucchi som hovedfigur, desuden Alessandro Baricco og Paola Capriolo. Nævnes kan også Stefano Bennis sproglige komik i satirisk science fiction og Sandro Veronesi, der i De strejfede (1990) har defineret generationens ændrede subjektsoplevelse og overfladeafsøgning som "skumhed".

De fleste af de just nævnte forfattere er blevet oversat til dansk, og det samme gælder flere mesterværker fra den nyere italienske litteratur: Elsa Morantes fire uforlignelige romaner om kærlighedslængsel, Primo Levis selvbiografiske bøger med udgangspunkt i Auschwitz af høj kunstnerisk karat, Gaddas hovedværk samt Calvinos sene forfatterskab. Fra sit sicilianske udkigspunkt leverer Leonardo Sciascia analyser af magtens væsen i mafiakrimier og en original "genskrivning" af virkelige processer fra inkvisitionens arkiver til Aldo Moro-affæren. Denne form er et eksempel på den genreblanding eller -opløsning, der er et karakteristisk træk i nyere litteratur, med Claudio Magris' bøger om Donaukulturen som et andet eksempel. Sammenligner man Sciascias og Magris' bøger, ser man, hvor stærk den regionale tradition, her henholdsvis fra Sicilien og fra Trieste-området, stadig er i moderne litteratur.

Fra og med 1980'erne bliver den italienske litteratur i langt højere grad end tidligere et kommercielt produkt, hvilket også afspejles i de oversættelser, der kommer på dansk. Således består de seneste danske oversættelser hovedsageligt af krimier (med Andrea Camilleri og Giorgio Faletti som fornemme repræsentanter) samt feel-good romaner. Et væld af italienske mesterværker, fra de tidligste tider til i dag, savnes stadig på dansk.