Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Italien - litteratur

Oprindelig forfatter LWaaP Seneste forfatter Redaktionen

Italien. Forside til Boiardos epos Den forelskede Roland (1494), her i en venetiansk udgave fra 1513. Rolandfiguren, arvet fra den franske middelalder med Rolandskvadet (ca. 1100), fik sammen med det øvrige karolingiske stof om Karl den Store og hans riddere stor udbredelse i kunst og digtning i hele Europa, men især i Italien, hvor renæssancens fyrstehoffer spejlede sig i ridderverdenen.

Italien. Forside til Boiardos epos Den forelskede Roland (1494), her i en venetiansk udgave fra 1513. Rolandfiguren, arvet fra den franske middelalder med Rolandskvadet (ca. 1100), fik sammen med det øvrige karolingiske stof om Karl den Store og hans riddere stor udbredelse i kunst og digtning i hele Europa, men især i Italien, hvor renæssancens fyrstehoffer spejlede sig i ridderverdenen.

Den italienske litteratur er særegen ved allerede i 1300-t. at nå et højdepunkt, der ikke er overgået siden, og som trods landets politiske opdeling med det samme etablerede en fælles national tradition. Det skete med tre også i europæisk litteratur enestående værker, Dantes epos Den Guddommelige Komedie, Boccaccios novellesamling Dekameron og Petrarcas digtsamling Il Canzoniere, alle skrevet på florentinsk folkesprog over en periode på kun 50-60 år i første halvdel af 1300-t. Blomstringen fortsatte i 1400- og 1500-t. med renæssancekulturen, der fra Firenze bredte sig til hele Italien og Europa, og som tæller hovedværker som Ariostos og Tassos ridderepos (Den rasende Roland, 1532, og Det befriede Jerusalem, 1581) og Machiavellis Fyrsten (1513). Denne sammenhængende tradition har sat dybe spor i europæisk litteratur og åndsliv og har i perioder fungeret som inspirationskilde til genrer, billedsprog, figurer, myter etc., på linje med den græsk-romerske kultur. Fx findes der over 300 operaer med emne fra Ariosto og Tasso. I Danmark blev denne klassiske italienske litteratur især kendt i romantikken via Tyskland. Christian Winthers Hjortens Flugt er fx inspireret af Ariosto.

I tiden 1600-30 mistede den italienske litterære kultur sin dynamiske kraft; den italienske litteratur forandrede sig, og man har ligefrem talt om en ny "tradition", der har sine rødder i barokkens intime forbundethed med modreformationen. Den har skabt en særlig følsomhed af sanselig og mytisk karakter, der ofte fremhæves som træk ved også nyere italiensk litteratur, i modsætning til fx den mere intellektuelt prægede franske tradition. Arven fra den klassiske nationale tradition fortsattes, men sammenlignet med de dominerende europæiske strømninger faldt den efterhånden tilbage til en provinsiel status. Først fra 1800-t. og især i 1900-t. er italiensk litteratur igen kommet til at spille en ligeværdig rolle i europæisk sammenhæng.

Sprogproblemet

Dante, Boccaccio og Petrarca gjorde det florentinske folkesprog fra 1300-t. til et fællesitaliensk litteratursprog. Dette sprog er forblevet forbavsende uforandret og forstås stadig umiddelbart af en moderne læser. Årsagen er, at den litterære kultur i fraværet af et politisk centrum har været sig sin rolle som bevarer af en fælles italiensk identitet meget bevidst og derfor har fastholdt det klassiske sprog fra 1300-t. som norm. Hermed opstod imidlertid en voksende afstand mellem et klassisk og idealiserende skriftsprog og den konkrete, foranderlige virkelighed og talesproget, der ofte var dialekt. Det udviklede sig til et tilbagevendende æstetisk (og praktisk) problem, især i forhold til teatret og senere til den romantisk-realistiske roman. Først radio og tv har skabt et fælles talesprog, som skriftsproget kan trække på.

Annonce

Regionalisme

Den italienske litteratur skal forstås i en fundamental vekselvirkning mellem den nationale og de regionale traditioner. Den er i modsætning til fx fransk og dansk litteratur knyttet til mange centre. Disse centre har i skiftende perioder fungeret som dynamoer i den fælles kulturelle udvikling. Fx er det spanskdominerede Napoli et centrum i barokken, Milano var væsentlig i oplysningstiden og romantikken, mens verismens store forfattere fra slutningen af 1800-t. var sicilianere.

Den italienske litteraturkritik har indtil Carlo Dionisottis skelsættende værk Den italienske litteraturs historie og geografi (1967) hovedsagelig beskrevet den italienske litteratur i et fælles nationalt perspektiv i et forsøg på at fastholde en italiensk identitet gennem litteraturen. Først med Alberto Asor Rosas litteraturhistorie i 1980'erne er der gjort et radikalt forsøg på at indføre dels et regionalt synspunkt, dels en forståelse af bruddene i den nationale tradition. Der mangler stadig viden om de regionale kulturers vækstlag.

Genrer

I italiensk litteratur spiller lyrikken en særlig rolle som den genre, der fra "il dolce stil nuovo", Dante og Petrarca til Montale, har bevaret en ubrudt tradition, herunder en særlig tilbøjelighed for idealiserende kærlighedsdigtning. Teatret og romanen har haft en mere haltende udvikling dels pga. sprogproblemet, dels pga. savnet af et bredt borgerligt publikum i 1700- og 1800-t. Den fineste sammenhængende teatertradition efter 1600, der også rækker ud over Italiens grænser, er ved siden af commedia dell'arte karakteristisk nok operaen, en sanselig form, hvor ordet spiller en mindre rolle, med Monteverdi som barokkens mester, Rossini som klassicismens og Verdi som romantikkens.

1200-1300-t.

Italiensk litteratur tager en smuk begyndelse med Frans af Assisis Solsang fra 1224 på umbrisk folkesprog. Den franciskanske spiritualisme i 1200- og 1300-t. har, foruden legenderne om Frans I Fioretti, skabt en udbredt genre, "lauden", med Jacopone da Todis digte som det ypperste.

Den første litterære "skole" opstod ved kejser Frederik 2.s hof på Sicilien ca. 1230-50 som en provencalsk inspireret, konventionel kærlighedslyrik med bl.a. Jacopo da Lentini, sonettens opfinder. Traditionen fornyedes originalt omkring 1260-90 af Guido Guinizelli og Guido Cavalcanti, der skaber "il dolce stil nuovo" ("den søde nye stil"), en filosofisk idealiserende kærlighedslyrik, som også Dante tager afsæt i, og som i nyere tid har inspireret de engelske prærafaelitter og Ezra Pound.

Dante er en monumental skikkelse med et forfatterskab, der også uden hovedværket ville være grundlæggende. Den Guddommelige Komedie er et af de mest ambitiøse digterværker i europæisk litteratur i dets favnen af hele middelalderens tankeverden, skildret i en rejse gennem de tre dødsriger, Helvede, Skærsild, Paradis, til den mystiske erkendelse af Gud.

Giovanni Boccaccio er barn af det merkantile Firenze og af en lang tradition for kortfortællinger med moralske eksempelsamlinger, helgenlegender og noveller, heriblandt den anonyme, velfortalte Il Novellino (ca. 1290), som indeholder 100 fortællinger på florentinsk. Boccaccios hovedværk Dekameron (1352) er et menneskeligt epos om eros som naturkraft og driftighedens nødvendighed, fortalt i 100 noveller. Både den klassisk inspirerede prosastil, rammefortællingen og perfektioneringen af novellen som fortællekunst har haft stor indflydelse i Europa.

Francesco Petrarca er en kulturpersonlighed af samme format som Dante, men vendt mod en ny horisont, humanismen, hvis første hovedskikkelse han er med sin omfattende og skelsættende latinske produktion. Det lyriske hovedværk på italiensk, Il Canzoniere, er en stramt struktureret digtkreds om digterens erindring om kærligheden til Laura. Det er en radikal modernisering af den lyriske tradition med en ny splittet livsfølelse i centrum og en rigdom af symbolske billeder, der fortsætter hos petrarkisterne i 1500-1600-t.

Det selvbevidste Firenze havde også sine krønikeskrivere, Dino Compagnis politiske erindringer, Krønike om de samtidige begivenheder (ca. 1312), er dramatisk velskreven, mens Giovanni Villanis krønike fra 1346 er den første egentlige historieskrivning på italiensk. Blandt de relativt få fremtrædende tekster, der ikke er knyttet til Firenze, er hovedværket den anonyme krønike fra ca. 1360, kendt under titlen Vita di Cola di Rienzo. Den beretter på gammelromersk om de voldsomme begivenheder i det paveløse Rom 1325-57. Desuden kan nævnes venetianeren Marco Polos Il Milione (1296), den berømte beretning om hans rejse til Peking og hans år i tjeneste hos den mongolske storkhan, oprindelig skrevet på fransk. Den læstes som eksotisk geografibog i de følgende århundreder; Columbus ejede et eksemplar.

1400-1500-t.

Om den italienske renæssance gælder stadig, om end modificeret, den schweiziske kulturhistoriker Jacob Burckhardts karakteristik, at den er "det modernes" første begyndelse med fokusering på individet, løsgjort fra hierarkiske sammenhænge. Den er en tværkulturel udforskning med usædvanligt samspil mellem kunstarter og discipliner, mellem teori og praksis, mellem nutiden og inspirationen fra antikken. Den er også en tosproget kultur, hvor forholdet mellem latin og italiensk handler om genre, emne og publikum. Renæssancens litterære system fremviser derfor et "tværfagligt" genresystem, også hos den enkelte forfatter, der er langt bredere end nutidens opfattelse af skønlitteratur som fiktion. Denne genrebredde karakteriserer fortsat litteraturopfattelsen i Italien. Den spænder fra breve, traktater, dialoger og historieskrivning til komedier, epos og lyrik, alle med den samme stilistiske og retoriske ambition og kunstneriske stræben. Også billedkunstnerne skrev: Leonardo da Vinci har efterladt 2000 sider, hvor han søger at få ord og tegninger til at virke sammen, Michelangelo skrev digte, Benvenuto Cellini en medrivende, manieristisk selvbiografi.

De vigtigste faser i forløbet er den tidlige humanismes modernisering af idégrundlag og æstetik, som foregår på latin, og som efterlader et påfaldende hul fra 1375-1475 i den italiensksprogede litteratur. En hovedfigur er arkitekten og humanisten Leon Battista Alberti. Hans bog om familien, I libri della famiglia (1441), er en syntese af den tidlige renæssances syn på menneske og samfund og fremstår som 1400-t.s prosahovedværk. Fra 1475-1530 kulminerede højrenæssancen, og derefter gennemgik den frit eksperimenterende, selvbevidste litteratur en kodificering i klassicistisk retning både inden for sprog og genresystem og efter modreformationen også med ideologisk censur. Højrenæssancens genrer er dels arvet fra 1300-t., dels nyopfundne, inspireret af antikke forbilleder. Blandt lyrikerne må især fremhæves Angelo Poliziano, men også Pietro Bembo og som noget nyt en række kvindelige lyrikere, bl.a. Vittoria Colonna og Gaspare Stampa (1523-54). Den bedste novellesamling siden Boccaccio er skrevet af Matteo Bandello (1554); det er en slags novellekrønike i mørke, stærke farver om den modsætningsfyldte samtid. Herfra har Shakespeare hentet Romeo og Julie.

Hofkulturen var en repræsentativ kultur, hvor teatret spillede en vigtig rolle, og her var der premiere på de nye genrer, komedien, tragedien og hyrdedramaet, fx Machiavellis stadig opførte komedie La Mandragola (1518), Giraldi Cinzios blodige tragedier (1540-60), som har inspireret elizabethansk teater, og Tassos hyrdedrama Aminta (1573). En særstilling indtager Angelo Beolcos dramatiske enaktere på padovansk dialekt om bonden Ruzante.

Det er imidlertid i riddereposet, hvor den folkelige fortælletradition om Karl den Stores riddere krydses med den æstetiske inspiration fra det klassiske epos, man finder den største sammenhængende fremstilling af renæssancens virkelighedsopfattelse. De tre renæssanceridderepos er knyttet til Ferrarahoffet, hvor fyrste og adel spejlede sig i ridderkulturen. I 1474-94 gav Boiardo i sin Forelskede Roland et ædelt, nostalgisk billede af ridderverdenen. 20 år senere, i en ny tids ånd, kom Ariostos Den rasende Roland (1516, 1521 og 1532). Eposet er det mest strålende udtryk for højrenæssancen med sin livsenergi, realistiske psykologi og ironiske skepsis. Torquato Tassos Det befriede Jerusalem (1581), skrevet i modreformationens skygge, er digtet over en fundamental splittelse mellem individualisme og autoritet, mellem sensualisme og religiøsitet.

En anden hovedgenre er historieskrivningen med to fremtrædende skikkelser som Machiavelli og Francesco Guicciardini, der analyserede det politiske sammenbrud 1494-1527, som de selv var vidner til. Machiavellis kendteste værk er Fyrsten (1513), et dramatisk, illusionsløst skrift om, hvordan man bevarer staten. Guicciardinis hovedværk Italiens historie (1544) forløber som en tragedie i beskrivelsen af en stat, der finder sig selv i det øjeblik, den opløses. Castigliones traktat om Hofmanden (1528) giver derimod et idealiseret billede af hofkulturen, som Europa begejstret tog til sig.

1600-1700-t.

Traditionelt har barokken som periode været negativt vurderet i italiensk litteraturhistorie, som har fokuseret på den undertrykkelse, den katolske kirke udøvede. Berygtede eksempler er kætterprocesserne mod Giordano Bruno, som blev brændt 1600, Tommaso Campanella, hvis politiske utopi Solstaten, skrevet 1602, først blev udgivet på italiensk 1904, og Galilei. Barokken er imidlertid også den sidste internationale kunstneriske bevægelse, der har sit udspring og sin særlige udfoldelse i Italien (og Spanien). Interessen for barokkens visuelle kultur, retorik og metaforteori er vokset i 1980'erne, der har set nybarokke træk i sin egen kultur.

Barokken er teatralsk i sin grundopfattelse af livet som teater og illusion, men italiensk teater, der præger Europa med commedia dell'arte og operaen, har ikke efterladt nogen store tekster. I lyrikken, barokkens anden hovedgenre, opfører sproget sit eget teater med en kunstfærdig metaforisk stil, concettisme, hvis formål er at skabe overraskende analogier. Europæisk berømt var Giambattista Marino, der blev hofdigter i Paris, og hvis digte er sensuelt musikalske. Et prosahovedværk er G.B. Basiles Lo cunto de li cunti (1634-36), også kaldet Pentameron, beregnet for hoffet i Napoli. I en raffineret og komisk krydsning af folkelig tone og høj barok stil fortælles på napolitansk en række klassiske folkeeventyr, bl.a. "Askepot". Galileis videnskabelige værker, ofte iscenesat som livlige dialoger, er skrevet i en plastisk, ofte ironisk stil, der gør ham til den fineste prosaist i århundredet.

1700-t. importerede oplysningstidens idéer fra Frankrig; de slog især igennem i de habsburgske stater Lombardiet og Toscana. Et hovedværk er Beccarias Om forbrydelser og straf (1764). Det er et retspolitisk indlæg mod dødsstraf og tortur, som vakte opsigt selv i Paris. Men den mest originale skikkelse er napolitaneren Giambattista Vico, der var inspireret af barokkens filologi og retorik. Hans hovedværk, Den ny videnskab (1725-44), er den første teori om menneskets socialantropologiske historie med myten og den poetiske tænkning i centrum.

Teatret foldede sig især ud i Venezia med Goldonis glimrende samfundskomedier og med den rivaliserende Carlo Gozzis undervurderede "teatereventyr", bl.a. historien om Turandot. Operaen dominerede, Goldoni skrev 40 librettoer, og den fineste lyriker i 1700-t., napolitaneren Pietro Metastasio, der blev hofdigter i Wien, skrev sin tids mest berømmede librettoer. Nævnes bør også Lorenzo da Pontes tekster til Mozart.

Mod slutningen af århundredet kom den klassicistiske G. Parinis satire over adelens forfald og V. Alfieris tragedier. I 1700-t. bliver selvbiografien en vigtig genre; Alfieri, Goldoni, Gozzi, Verri, Lorenzo da Ponte og Casanova har alle skrevet deres livshistorie.

1800-t.

1800-t. falder i to perioder, før og efter Italiens samling i 1870. Inden er det meste af litteraturen præget af det patriotiske projekt, som forbinder sig med romantikkens idéer. Efter 1870 søgte først bohemebevægelsen La scapigliatura (Carlo Dossi, Ugo Tarchetti og Verdis senere librettist Arrigo Boito) og siden den italienske udgave af naturalismen, verismen, med Luigi Capuana og især G. Verga som hovedskikkelser at bringe litteraturen i trit med Europa. Mens romantikken i Italien er tempereret af traditionen, så man har kunnet være i tvivl, om der eksisterede en egentlig italiensk romantik, er Italien selv tema i den europæiske romantik fra Shelley og Byron til Stendhal og H.C. Andersen.

Romanen, 1700- og 1800-t.s store nye genre, havde svært ved at få fodfæste. Gennembrudsværket er venetianeren Ugo Foscolos brevroman Jacopo Ortis' sidste breve (1802), inspireret af Goethes Werther, men med et lidenskabeligt politisk tema — Venezia var faldet 1797 — ved siden af kærligheden. Manzonis historiske roman De trolovede (1827 og 1840) har status som den moderne klassiker. Den foregår omkring 1630 i det spanskstyrede Lombardiet med store skildringer af pest, hungersnød og krig. Dens religiøse dimension undermineres af et illusionsløst syn på historiens kalamiteter. Nævneværdig er desuden især den 27-årige Ippolito Nievos En italieners bekendelser (1859), der spænder over 80 år af Italiens samlingshistorie, med en indtagende barndomsskildring.

Verismens største forfattere er sicilianere, der skriver på en tragisk og desillusioneret oplevelse af Italiens samling og det moderne projekt, der fortsætter i den stærke sicilianske litteratur i 1900-t. Størst er Verga med fremragende noveller og romanerne Familien Malavaglia (1881) og Mastro don Gesualdo (1889); overset er De Robertos glimrende Vicekongerne (1890). Århundredet slutter med D'Annunzios dekadente og Fogazzaros intime romaner.

Giacomo Leopardi er 1800-t.s største lyriker, der i sine I Canti (1824 og 1836) fornyede det poetiske sprog. Men hele forfatterskabet, fra de filosofisk-satiriske Moralske historier til dagbogens 4000 siders filosofiske, æstetiske tanker, redigeret med udgivelse for øje, er et tyngdepunkt i italiensk litteratur. Glemmes bør ikke to spændende forfattere, der skriver på dialekt, Carlo Porta med realistisk-ekspressive digte på milanesisk og G.G. Belli med en uimodståelig samling sonetter på romersk, der udgør en roman om den søvnige pavestat i 1830'erne. Omkring århundredskiftet kom G. Pascolis intime, musikalske digte. To børnebøger har præget generationer af læsere, de Amicis' opbyggelige Cuore (1886) og Collodis mere frække Pinocchio (1883).

1900-t.s første halvdel

Italiensk litteratur har i 1900-t. været karakteriseret af en avanceret modernistisk kultur især i perioden fra 1900-25 og igen efter 1960, men også af en stor kontrast mellem denne moderne bevægelse og en arkaisk kultur, der bestod uændret især i Syditalien. Denne kontrast skildres stærkest i Carlo Levis roman Kristus standsede ved Eboli (1945), men også fx af Silone og af den i Danmark boende Maria Giacobbe.

Begyndelsen af århundredet prægedes af en dynamisk fornyelsesproces, aggressivt hos futuristerne og i en livlig tidsskriftkultur, samtidig med at opløsningen af "den store stil" og den nye fragmenterede livsfølelse blev beskrevet indefra hos de ironisk-melankolske "tusmørkedigtere" med Gozzano som den vigtigste, hos den triestinske lyriker Umberto Saba og hos de to største modernister, Pirandello og Svevo. Fra 1921 med Seks personer søger en forfatter gennemfører Pirandello et stadig mere konsekvent brud med naturalismens teaterform og iscenesætter de temaer om identitetstab og masker, der er til stede allerede i romanen Il Fu Mattia Pascal (1904) og i novellerne. Det var triestineren Italo Svevo, der med Zenos bekendelser (1923) skabte den store moderne roman i Italien, hvor vanskeligheden ved at bebo nuet, splittelsen mellem betragtning og liv, skildres i en ambivalent, ironisk analyse af den nye bevidstheds strategier, stærkt inspireret af Freud. Også Tozzis romaner og noveller fra Sienaegnen omkring 1920 belyser det irrationelle lag i personerne. C.E. Gaddas noget senere, ironisk-ekspressionistiske forfatterskab, som fik stor betydning for den anden modernisme i 1960'erne, er rundet af samme sammenbrudsoplevelse.

Italiensk kritik har i 1900-t. været domineret af den idealistiske filosof Benedetto Croce, der påvirkede fem generationer litterater fra 1900-50, og af marxisten Antonio Gramsci, hvis indflydelse har været stor siden publikationen af hans Fængselsoptegnelser (1948).

I fascismens enheds- og storhedssøgende kultur blev Rom det reelle og symbolske centrum. En dissektion af det romerske borgerskabs værdikrise findes i Alberto Moravias omfattende forfatterskab (afsluttet 1989), mest originalt i debutromanen De ligeglade (1929) med dens tidlige beskrivelse af eksistentiel kvalme. Det er dog især en række lyrikere, der tegner perioden: Giuseppe Ungaretti, Salvatore Quasimodo og først og fremmest Eugenio Montale, hvis digtsamlinger Ossi di Seppia (1925), Le occasioni (1939) og La bufera e altro (1956) danner en slags "roman", hvor det liguriske landskab er grundelement i eksistentielle allegorier. I 1930'erne udklækkedes også to fantastiske forfattere, den surrealistiske Landolfi og den mere metafysiske Buzzati med romanen Tatarernes ørken (1940).

1900-t.s anden halvdel

Efter 2. Verdenskrig brød en regional "neorealisme" igennem, inspireret af Paveses og Vittorinis forfatterskaber. Det er en sammenhængende filmisk, litterær og politisk kultur. Nævnes bør Vasco Pratolinis romaner fra Firenze, Domenico Reas noveller fra Napoli og især Beppe Fenoglios forfatterskab, der i dets eksistentielle beskrivelse af bondeliv og modstandskamp i Piemontes højdedrag når ud over neorealismen. To romaner, de første nye internationale bestsellere fra Italien, spejler en forandring, nemlig Italo Calvinos filosofiske fantasi Klatrebaronen (1957) og Tomaso di Lampedusas ironisk-skeptiske sicilianske roman Leoparden (1959). En egentlig neoavantgarde etableredes i 1960'erne med Umberto Ecos teoretiske skrift Det åbne værk (1962) om fortolkerens/læserens plads i værket som skelsættende. Også Nanni Balestrini, Luigi Malerba, Giorgio Manganelli er vigtige forfattere i denne sammenhæng.

Det mest originale og smukkeste "åbne værk" er De usynlige byer (1972) af Calvino, der henter inspiration til sin senmoderne fase i 1960'ernes semiotik i Paris.

Efter 1980 er den modsætningsfyldte italienske kultur ofte blevet set som et kaotisk, vitalt laboratorium for de hastige forskydninger i den senmoderne kultur. Det er netop to italienske romaner, Calvinos Hvis en vinternat en rejsende (1979) og Umberto Ecos Rosens Navn (1980), der på dette tidspunkt også i et europæisk perspektiv tegnede den postmodernistiske romans blanding af avantgarde og mainstream, hvor tekstens og tolkningens metamorfoser er et hovedtema. Fra ca. 1980 udgør nyere italiensk litteratur et kraftcenter, hvori man kan skelne en række felter: Calvinos erkendelsesprojekt fortsættes af Del Giudice og i Gianni Celatis absurd-allegoriske fortællinger fra Posletten; en oplevelsesformidlende linje, med Tondelli, der har haft betydning for en generation unge forfattere; og en "manieristisk" litterær-intertekstuel linje, med Antonio Tabucchi som hovedfigur, desuden Alessandro Baricco og Paola Capriolo. Fremhæves må også Stefano Bennis sproglige komik i satirisk science fiction og Sandro Veronesi, der i De strejfede (1990) har defineret generationens ændrede subjektsoplevelse og overfladeafsøgning som "skumhed".

Nyere italiensk litteratur er regelmæssigt blevet oversat til dansk, også en række fremtrædende forfatterskaber, der afsluttedes i 1980'erne, men står centralt: Primo Levis selvbiografiske bøger med udgangspunkt i Auschwitz af høj etisk og kunstnerisk karat, Natalia Ginzburgs intime, mere og mere trøstesløse familieportrætter, Elsa Morantes fire store romaner om kærlighedslængsel, illusion og utopi samt Calvinos sene forfatterskab. Fra sit sicilianske udkigspunkt leverer Sciascia analyser af magtens væsen i mafiakrimier og i en original genre, "genskrivning" af virkelige processer fra inkvisitionens arkiver til Aldo Moro-affæren. Denne form er et eksempel på den genreblanding eller -opløsning, der er et karakteristisk træk i nyere litteratur, med Claudio Magris' bøger om Donaukulturen som et andet fornemt eksempel. Sammenligner man Sciascias og Magris' bøger, ser man, hvor stærk den regionale tradition, her henholdsvis fra Sicilien og fra Trieste-området, stadig er i moderne litteratur.

Læs mere om Italien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lene Waage Petersen: Italien - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100073