Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Giuseppe Ungaretti

Oprindelig forfatter LKlem Seneste forfatter Redaktionen

Giuseppe Ungaretti, 1888-1970, italiensk lyriker og essayist, født i Alexandria i Egypten. Studieårene i Paris fra 1912 bragte ham i kontakt med avantgarden i kunst og poesi, som har påvirket hans gennembrud som modernist. Væsentligere for hans søgen efter det essentielle udtryk med hovedvægt på det enkelte ord er dog den nøgne, truede eksistens i skyttegravene under 1. Verdenskrig. Digtene herfra er kernen i L'allegria (1931, Glæden), som sammenfatter udviklingens første fase. En ny fase begynder med intellektuelt og metrisk mere komplicerede former i Sentimento del tempo (1933, Tidsfølelse), mens den tredje og sidste indledes af Il Dolore (1947, Smerten) inspireret af hans niårige søns død. Ungaretti understreger sammenhængen i sit værk ved at sammenfatte alt under titlen Vita d'un uomo (1969, En mands liv). 1936-42 var han professor i italiensk litteratur i Brasilien og derefter i Rom. På dansk foreligger Glæde ved skibbrud og andre digte (1999).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lone Klem: Giuseppe Ungaretti i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176956