Giuseppe Gioacchino Belli var forfatter til over 2000 sonetter, hvis originalitet først blev fuldt anerkendt efter 2. verdenskrig.
Digtene er skrevet på få år (1831-1847) men først udgivet efter forfatterens død. De er skrevet på romersk dialekt, og de bedste er præget af næsten surrealistiske stemninger i modsætningen mellem den udsøgte form og del vulgære sprog.
Digtene giver et apokalyptisk billede af kirkestatens sidste periode, hvor alt gik i opløsning, og Rom var ved at drukne i elendighed og korruption. De ofte voldsomt pornografiske og nådesløst satiriske digte mod yndlingsofret pave Gregor 16 kunne have bragt Belli på skafottet, hvis de var blevet opdaget af hans samtid. Selvmodsigende nok fik Belli som pavelig censor strøget passager i Rigoletto af moralske grunde.
Bellis omfattende produktion på klassisk italiensk er værdiløs.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.