Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Giacomo Casanova

Oprindelig forfatter LKlem Seneste forfatter Redaktionen

Giacomo Casanova, Giovanni Giacomo Casanova, 2.4.1725-4.6.1798, venetiansk eventyrer og forfatter, kendetegnet ved sin umådelige nysgerrighed over for alle slags studier såsom teologi, jura, matematik, humaniora, alkymi.

Casanova virkede som forfatter, kardinalsekretær, officer, violinist, diplomat, historiker, falskspiller, tidsskriftredaktør m.v. Han rejste til Mellemøsten og de fleste lande i Europa. Dertil kommer hans eventyr, hvor de lystigste og farligste er med damer.

Det vigtigste af forfatterskabet blev til på fransk i Casanovas sidste mange år som bibliotekar på slottet Dux i Bøhmen; det gælder den fantastiske roman Icosaméron (1788), den højst nøgterne beretning om hans eventyrlige flugt fra fængslet i Dogepaladsets "blykamre" i 1756 (1788) og memoirerne Histoire de ma vie (skrevet fra 1789, udg. 1826-38, første uforvanskede udg. 1960-62, da. Mit livs historie, 1963-68), et enestående kildeskrift til 1700-t.s sæde- og kulturhistorie.

Annonce

Litteraturen om Casanova er mangfoldig, også på dansk. I 1946 udkom fx et lille skrift af Kirsten (Kis) Pallis med titlen Casanova, af en lykkeridders repertoire med tegninger af Ebbe Sadolin. Tegneren Eiler Krag udgav 1988-89 den sort-hvide tegneserie Casanova I-II om den venetianske eventyrers bedrifter.

Casanovas liv har desuden været genstand for flere tv-film og film, i nyere tid bl.a. Federico FellinisIl Casanova di Federico Fellini (1976, Fellinis Casanova) med Donald Sutherland i hovedrollen og Lasse HallströmsCasanova (2005) med Heath Ledger som Casanova.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lone Klem: Giacomo Casanova i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54762