Giorgio Caproni, 1912-1990, italiensk lyriker, som i debutsamlingen Come una allegoria (1936) dyrkede selvbiografiske temaer i en sammensmeltning af klassiske og moderne digtformer. Efter en periode med påvirkning fra den "hermetiske" stil nåede han i Passaggio d'Enea (1956), Il seme del piangere (1959, Grådens frø) og de senere samlinger frem til i en knap form at udtrykke eksistentielle temaer: menneskets ensomhed med tabet og rejsen som nøglesituationer.