Tómas Guðmundsson, 1901-1983, islandsk forfatter, der som den første omskabte byen Reykjavík til poetisk rum. Som lyriker tilhørte han nyromantikken og holdt sig inden for traditionen med elegante vers præget af længsel og melankoli, der dog gerne blandes med ironi og humor. Han var virksom som oversætter og tidsskriftredaktør, men lagde hovedvægten på den lyriske produktion, fra debutbogen Fagra veröld (1933, Skønne verden) over Stjörnur vorsins (1940, Forårets stjerner) til den dybt nationale Heim til þín, Ísland (1977, Hjem til dig, Island).