Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thor Vilhjálmsson

Oprindelig forfatter OEO Seneste forfatter Redaktionen

Thor Vilhjálmsson, 1925-2011, islandsk forfatter. Thor Vilhjálmssons første bog, Maðurinn er alltaf einn (1950, Mennesket er altid alene), er en samling prosadigte og meget korte fortællinger, som regel et øjebliksindtryk meget billedligt beskrevet med anonyme personer ligesom i den følgende, Dagar mannsins (1954, Menneskets dage).

Vilhjálmsson udsendte i de følgende årtier især rejseskildringer og artikler, tit meget polemiske. Siden 1968 med Fljótt, fljótt sagði fuglinn (da. Hurtigt, hurtigt, sagde fuglen, 1971) er der kommet en lang række romaner, ligeledes præget af billedrigdom, uden plot eller med meget kompliceret handling.

Thor Vilhjálmsson er således Islands mest produktive prosamodernist, hvilket kan forklare, at hans populære gennembrud først kom i 1986 med den historiske roman Grámosinn glóir (da. Glødende mos, 1988), som indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris i 1988.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Örn Olafsson: Thor Vilhjálmsson i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=180200