Snorri Hjartarson, 1906-1986, islandsk forfatter. Han fik litterær debut med en roman på norsk: Højt flyver ravnen (1934). Hovedindsatsen blev dog de fire samlinger tæthugne, formsikre digte, der i moderne islandsk poesi gør ham til versets mester, og af hvilke den sidste, Hauströkkriðyfir mér (1979, Efterårsmørket over mig), i 1981 gav ham Nordisk Råds Litteraturpris. Især i sine billeder af kærlighed og ensomhed bruger han suverænt former og farver fra naturen; men at hans verden er islandsk, viser sig tillige i digte om landets sprog, kultur og politiske situation.