Island - litteratur, Sammenlignet med digtekunsten i Norden og det øvrige Europa kendetegnes nyere islandsk litteratur først og fremmest ved sin høje grad af traditionsbevidsthed og indre kontinuitet, men også ved formernes mundtlige præg og stoffets tilknytning til hverdagslivets virkelighed. Dette særpræg må ses på baggrund af et helt sæt komplekst samvirkende faktorer — geografiske, sociale, politiske, sproglige — som fra Reformationen 1550 har bestemt den litterære udvikling i Island.
Fremkomsten af en islandsk bibel så tidligt som 1584 samt den ubrudte anvendelse af islandsk som kirkens sprog indebærer fastholdelse af en skriftnorm, hvori man på basis af eddakvad og sagalitteratur både har kunnet tage vare på traditionen og udvikle nye digteriske former. Men til den islandske litteraturs egenart bidrager også landets afsides beliggenhed, den korte afstand i levevilkår mellem de højeste og de laveste i et samfund præget af barske naturforhold, en ret homogen befolkningssammensætning samt et højt dannelses- og uddannelsesniveau selv i den jævne befolkning.
Vil man danne sig en forestilling om den litterære formidling i de seneste 450 års islandske kultur, må man typisk tænke sig beboerne på en ret ensomt beliggende tørvegård samlet ved aftenstid, optaget af håndarbejde, men lyttende til oplæsning eller versforedrag. Under en sådan kvöldvaka, aftenvågestund, udsattes unge og ældre, de frie såvel som tyendet, for samme erfarings- eller fantasistof og samme litterære form.
På islandsk siger et gammelt ord, at evangelierne, dem er der ikke meget ved, for dem er der ingen kampscener i. Behovet for spænding og underholdning fik folk i stedet tilfredsstillet ved højtlæsning af sagaer samt ved fremsigelse eller fremsyngelse af lange versfortællinger, såkaldte rímur, digtet i en vanskelig metrik med bogstavrim, fast rytme og enderim. Tekster af den art findes overleveret med over tusinde eksempler og opfyldte førhen samme funktion som tv-serier og sportstransmissioner i dag.
At litteraturen i Island helt frem til nutiden har domineret over andre kunstneriske former, hænger også sammen med, at dens materiale, sproget, stemmen, pergamentet, papiret, som regel var lige for hånden og let lod sig fragte fra sted til sted. Af den rige middelalderlige musikkultur blev ikke meget tilbage efter pietismens præster, og hvad billedkunst og arkitektur angår, lagde materialernes sparsomhed, klima og naturforhold en vis begrænsning på udfoldelserne. En ekstraordinært stor andel af islændingenes udtrykstrang og æstetiske formåen fandt derfor vej ind i dét at forme sproget så smukt og fyndigt som muligt, som forfædre havde gjort det i eddaens og sagaernes tid.
Indtil 1900-t. kunne der, groft sagt, digtes om alt mellem himmel og jord. Poesiens og fortællingens former brugtes ved hvilken som helst lejlighed til oplysning og underholdning, til at holde hukommelsen fast, til drilleri og festpjank. For at forstå den islandske litteraturs egenart, også i nyere tid, bør man altså operere med et bredt begreb om litterær funktion. Så indser man, hvorfor 1900-t.s modernitetserfaringer helt op til den mediekulturelle æra har kunnet bearbejdes i sagasprog og tolkes i poetiske former med middelalderlige rødder, sådan som det fx skete, da Þórarinn Eldjárn (f. 1949) i 1978 besang Walt Disneys Andeby-univers i en samling kunstfærdige rímur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.