Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Island - litteratur

Oprindelig forfatter ES-N Seneste forfatter HaAn

Sammenlignet med digtekunsten i Norden og det øvrige Europa kendetegnes nyere islandsk litteratur først og fremmest ved sin høje grad af traditionsbevidsthed og indre kontinuitet, men også ved formernes mundtlige præg og stoffets tilknytning til hverdagslivets virkelighed. Dette særpræg må ses på baggrund af et helt sæt komplekst samvirkende faktorer — geografiske, sociale, politiske, sproglige — som fra Reformationen 1550 har bestemt den litterære udvikling i Island.

Fremkomsten af en islandsk bibel så tidligt som 1584 samt den ubrudte anvendelse af islandsk som kirkens sprog indebærer fastholdelse af en skriftnorm, hvori man på basis af eddakvad og sagalitteratur både har kunnet tage vare på traditionen og udvikle nye digteriske former. Men til den islandske litteraturs egenart bidrager også landets afsides beliggenhed, den korte afstand i levevilkår mellem de højeste og de laveste i et samfund præget af barske naturforhold, en ret homogen befolkningssammensætning samt et højt dannelses- og uddannelsesniveau selv i den jævne befolkning.

Vil man danne sig en forestilling om den litterære formidling i de seneste 450 års islandske kultur, må man typisk tænke sig beboerne på en ret ensomt beliggende tørvegård samlet ved aftenstid, optaget af håndarbejde, men lyttende til oplæsning eller versforedrag. Under en sådan kvöldvaka, aftenvågestund, udsattes unge og ældre, de frie såvel som tyendet, for samme erfarings- eller fantasistof og samme litterære form.

Annonce

På islandsk siger et gammelt ord, at evangelierne, dem er der ikke meget ved, for dem er der ingen kampscener i. Behovet for spænding og underholdning fik folk i stedet tilfredsstillet ved højtlæsning af sagaer samt ved fremsigelse eller fremsyngelse af lange versfortællinger, såkaldte rímur, digtet i en vanskelig metrik med bogstavrim, fast rytme og enderim. Tekster af den art findes overleveret med over tusinde eksempler og opfyldte førhen samme funktion som tv-serier og sportstransmissioner i dag.

At litteraturen i Island helt frem til nutiden har domineret over andre kunstneriske former, hænger også sammen med, at dens materiale, sproget, stemmen, pergamentet, papiret, som regel var lige for hånden og let lod sig fragte fra sted til sted. Af den rige middelalderlige musikkultur blev ikke meget tilbage efter pietismens præster, og hvad billedkunst og arkitektur angår, lagde materialernes sparsomhed, klima og naturforhold en vis begrænsning på udfoldelserne. En ekstraordinært stor andel af islændingenes udtrykstrang og æstetiske formåen fandt derfor vej ind i dét at forme sproget så smukt og fyndigt som muligt, som forfædre havde gjort det i eddaens og sagaernes tid.

Indtil 1900-t. kunne der, groft sagt, digtes om alt mellem himmel og jord. Poesiens og fortællingens former brugtes ved hvilken som helst lejlighed til oplysning og underholdning, til at holde hukommelsen fast, til drilleri og festpjank. For at forstå den islandske litteraturs egenart, også i nyere tid, bør man altså operere med et bredt begreb om litterær funktion. Så indser man, hvorfor 1900-t.s modernitetserfaringer helt op til den mediekulturelle æra har kunnet bearbejdes i sagasprog og tolkes i poetiske former med middelalderlige rødder, sådan som det fx skete, da Þórarinn Eldjárn (f. 1949) i 1978 besang Walt Disneys Andeby-univers i en samling kunstfærdige rímur.

Udviklingens faser

Mellem Reformationen og 1740, i den såkaldte lærdomsperiode, er de betydeligste bidrag i prosaen biskop Jón Vídalíns postil (1718-20), Indiensfareren Jón Ólafssons kombinerede rejseberetning og selvbiografi og Arngrímur Jónssons latinske Islandsbeskrivelse Crymogæa (1606). Fra samme tidsrum hidrører en klassiker: præsten Hallgrímur Péturssons 50 Passionssalmer (1666), det tredje store højdepunkt i islandsk litteratur efter edda og saga.

Af folkelige litterære former findes fra denne økonomisk set fattige tid bevaret et stort antal rímur, ofte bygget over saga-, sagn- og eventyrstof, samt dansekvad (vikivaki) og andre typer folkelige digte. Derimod følger islandsk litteratur op til 1800-t. kun i begrænset omfang samtidige strømninger på kontinentet såsom barok, rokoko og klassicisme.

En ny opblomstring fandt sted fra 1840'erne. Kamp for national selvstændighed gik hånd i hånd med bestræbelsen på at bevare sproget rent og knytte den nye litteratur til den gamle via de hævdvundne former. Tidsskriftet Fjölnir blev begyndelsen til folkelig-national romantik hos lyrikerne Jónas Hallgrímsson og Steingrímur Þorsteinsson, prosaisten Jón Thoroddsen og dramatikeren Matthías Jochumsson. Under naturalismen skabtes socialt bevidst fortællekunst af især Gestur Pálsson, knyttet til tidsskriftet Verðandi, ligesom poesien fik solidt greb i det daglige liv hos bl.a. Grímur Thomsen og Þorsteinn Erlingsson.

I årtierne omkring 1900 dominerede national nyromantik i poesi, fortællekunst og dramatik over symbolismen, der egentlig kun repræsenteredes af lyrikeren Einar Benediktsson. Historiske og folkelige emner dyrkedes i Jónas Guðlaugssons (1887-1916) og Jóhann Sigurjónssons digte og skuespil. Islandske forfattere skrev i denne tid ofte på dansk eller norsk; internationalt kendte blev romanforfatteren Gunnar Gunnarsson og børnebogsforfatteren Jón Sveinsson ("Nonni", 1857-1944).

1920'erne og 1930'erne prægedes især af en generation af politisk og socialt orienterede forfattere, hvoraf mange først dukkede op i tidsskriftet Rauðir pennar (Røde penne). Langt den betydeligste blev Halldór Laxness, som gennemløb hele udviklingen fra nyromantik via formfornyende modernisme og samfundskritisk realisme til fantastisk realisme. Vigtige samtidige prosaister med folkelig, socialistisk tendens var Þórbergur Þórðarson (1889-1974), Kristmann Guðmundsson, Ólafur Jóhann Sigurðsson, Ragnheiður Jónsdóttir (1895-1967) og Stefán Jónsson (1905-66), blandt hvilke de sidste to også skrev børnebøger af varig værdi. Inden for lyrikken viste den sociale holdning sig i form af kampdigtning hos bl.a. Jóhannes úr Kötlum; i 1940'erne slog modernismen dog igennem hos ham såvel som hos eneren Steinn Steinarr.

Tiden omkring 1950 tegnedes af traditionskritiske modernister, "atomdigterne" — især Sigfús Daðason (1928-96), Stefán Hörður Grímsson, Hannes Pétursson, Hannes Sigfússon og Þorsteinn Jónsson frá Hamri, hos hvem de "frie vers" danner bratte brud med de gamle former. I prosaen fandt opbruddet sted omkring 1960 hos Thor Vilhjálmsson, Jakobína Sigurðardóttir, Guðbergur Bergsson, Svava Jakobsdóttir samt den vildere eksperimentator Steinar Sigurjónsson (1928-92). Organ for debat og debut blev i denne periode tidsskriftet Birtingur.

Efter 1970 præges islandsk fortællekunst først af nyrealismen, men omkring 1980 dukkede en gruppe forfattere op, der spænder helt fra samfundskritik til magisk-fantastisk prosa i roman- og novelleform. Samme udvikling ses i lyrikken, som bevæger sig fra talte, fortællende former til mere dunkle, fortættede vers. Fremtrædende eksponenter for det åbne og lettilgængelige er prosaister og dramatikere som Vésteinn Lúðvíksson (f. 1944), Guðlaugur Arason (f. 1950) og Ólafur Haukur Símonarson (f. 1947), romanforfatteren Pétur Gunnarsson samt ikke mindst Steinunn Sigurðardóttir, virksom i mange genrer. Omslaget mod episk magi markeres især af Einar Már Guðmundsson, Einar Kárason, Vigdís Grímsdóttir og Gyrðir Elíasson. Hos kvindelige forfattere, bl.a. Fríða Á. Sigurðardóttir og Álfrún Gunnlaugsdóttir (f. 1938), ses endvidere en søgen efter glemte forbilleder i historiens og sagnenes verden. I det hele taget er islandsk digtning i 1980'erne og 1990'erne klart traditionsbevidst, selv når den ivrigst søger at komme i øjenhøjde med sin samtid, og forfatterne slipper kun sjældent dialogen med de folkelige, mundtlige former.

Læs mere om Island.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Skyum-Nielsen: Island - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99717