Khushwant Singh,

2.2.1915-20.3.2014, indisk forfatter, journalist og politiker, uddannet jurist fra King's College, London, arbejdede en årrække som diplomat for det indiske udenrigsministerium og senere i FN-regi, medlem af det indiske overhus 1980-86.

Singhs forfatterskab, som tæller mere end 80 udgivelser, rummer både historiske fagbøger, noveller og romaner. Han debuterede med novellesamlingen The Mark of Vishnu and Other Stories (1950), fulgt af The Sikhs (1953), det første af to bind om sikhernes historie, The History of the Sikhs (1963, ny illustreret udgave 2006), der stadig betragtes som et standardværk om denne, forfatterens egen, befolkningsgruppe.

Det var imidlertid romanen Train to Pakistan (1956, da. Sidste tog til Pakistan, 1961), en fortælling om Indiens deling, som slog hans navn fast som skønlitterær forfatter; romanen betragtes stadig som hans bedste.

Blandt de øvrige værker kan nævnes I Shall Not Hear the Nightingale (1959), som er historien om en sikh-familie i Punjab-provinsen i 1940'erne, novellesamlingen A Bride for the Sahib and Other Stories (1967), Delhi - A Novel (1989) og novellerne samlet i Paradise and Other Stories (2004).

En af Singhs seneste udgivelser, Death at my Doorstep (2005), er en samling nekrologer over historiske personer, eksempelvis Sanjay Gandhi og lord Mountbatten.

Sideløbende med sit forfatterskab var Singh aktiv som entreprenant medieperson, både som administrator og journalist, i indisk radio og presse. Hans ugentlige klumme "With Malice Toward One and All" hørte til de mest læste i Indien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig