Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

shastra

Oprindelig forfatter FM-K Seneste forfatter Redaktionen

shastra, (af sanskrit śāstra 'forskrift, belæring'), kategori af tekster i indisk religiøs og videnskabelig litteratur. En shastra-tekst er en lærebog eller håndbog i en religiøs eller videnskabelig disciplin. For det religiøse liv i hinduismen har dharmashastra-værkerne spillet en stor rolle. De er håndbøger i "lov og orden" (dharma) i videste forstand; de behandler fx de forskellige samfundsklassers religiøse og sociale pligter. Det berømteste dharmashastra-værk er Manavadharmashastra fra omkring 100-t. e.Kr.

Alle traditionelle indiske videnskabsgrene har deres specielle håndbøger, fx politik, elskovskunst, naturvidenskab, grammatik, poetik og dramaturgi. Shastra betegner også en videnskab eller videnskabelig disciplin i almindelighed.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frede Møller-Kristensen: shastra i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=158291