Faktaboks

Rabindranath Tagore

bengali: Thakur

Født
7. maj 1861
Død
7. august 1941

Rabindranath Tagore. Udateret fotografi.

.

Rabindranath Tagore var en indisk forfatter og filosof fra Bengalen. I 1913 modtog han Nobelprisen i litteratur.

Tagore voksede op i en rig og fornem brahmanfamilie, der var stærkt påvirket af vesterlandsk kultur. I 1878 foretog han sin første Europarejse. Senere opholdt han sig meget i udlandet, bl.a. på foredragsturnéer i Europa, Amerika og Østen. En årrække bestyrede han familiens godser i Østbengalen. Her stiftede han bekendtskab med den frodige indiske natur og med landbefolkningens kår og levevis. I 1901 oprettede han en skole på sin ejendom i Santiniketan, og i 1921 stiftede han Visva-Bharati University på stedet.

Forfatteren Tagore er først og fremmest lyriker. Mange digtsamlinger og hundredvis af sange, som han selv satte musik til, foreligger fra hans hånd, men han var også produktiv som dramatiker og prosaist. Tagore skrev hovedsagelig på sit modersmål, bengali, men oversatte selv en del af sine værker til engelsk. Allerede i sin ungdom forsøgte han sig med forskellige stilarter, men han foretrak det enkle frem for det kunstlede.

Han fremstiller alle sider af de menneskelige følelser i sine vers, ved siden af religiøs poesi sart kærlighedslyrik. Hans digtning er universel, fordi han formår at hæve det almenmenneskelige op over det specielt indiske, der gennemstrømmer hans digtning. Således i hans berømteste digtsamlinger: Gitanjali, Sang-Ofre (1910, på dansk i 1913) og Blomsternes Bevogter (1913, på dansk i 1914). Det var Tagores egen engelske prosaversion af Gitanjali, der gjorde ham kendt i Vesten.

Tagores dramaer, der indeholder talrige lyriske partier, står indholdsmæssigt hans poesi nær. Af hans prosaværker er romanen Gora (1910) bedst kendt i Vesten. Tagore skrev også filosofiske essays, bl.a. Sadhana (1913) og The Religion of Man (1931). Endvidere var han en begavet maler. Han udstillede sine malerier første gang for et større publikum i Paris 1930.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig