Multatuli

Multatuli, pseudonym for Eduard Douwes Dekker, 1820-1887, hollandsk forfatter.

I sin tid i Hollandsk Ostindien 1838-57 (se Indonesien) gjorde Eduard Douwes Dekker karriere i koloniadministrationen, men kom i 1856 i konflikt med embedsmandshierarkiet, som han ikke mente beskyttede den indfødte befolkning mod dens egne fyrsters udbytning.

Denne konflikt fremstillede han i romanen Max Havelaar (1860, da. 1901, 1981). Bogen er et romantiseret selvportræt, men også en sviende kritik af hollandsk berigelsesmentalitet og skinhellighed.

Max Havelaar er med sin effektfulde komposition, humor og levende stil det måske største værk i 1800-t.s nederlandske litteratur og har været et litterært forbillede også i 1900-t. Fons Rademakers' filmatisering fra 1976 lagde yderligere alen til dets berømmelse.

Douwes Dekker var ikke anti-kolonialist, blot ønskede han et retfærdigere kolonistyre, der også tog hensyn til den indfødte befolknings tarv. Han udviklede sig til samfundskritiker på snart sagt alle områder og indtog frisindede standpunkter vedr. politik, religion, kvindefrigørelse og børneopdragelse, som han fremsatte med bidende sarkasme, men ofte også lamenterende selvmedlidenhed.

Sine tanker udtrykte han i de syv bind Ideën (1862-77). De 1282 nummererede "idéer" spænder vidt, fra aforismer ("Måske er intet helt sandt og ikke engang det") lige til en hel roman og et drama. Hos Multatuli var liv og litteratur vævet ind i hinanden. Fiktionslitteratur skrev han kun i begrænset omfang, og sit liv forsøgte han — forgæves — at få til at passe til litteraturens idylbillede af Max Havelaar og hustruen Tine.

Eduard Douwes Dekker var et forbillede for frisindede kredse, men forargede med sine tanker og ukonventionelle livsførelse den satte hollandske borgerlighed helt til sin død: Han lod sig kremere som den første hollænder i nyere tid.