Faktaboks

Louis Couperus
Født
10. juni 1863
Død
16. juli 1923
Louis Couperus, cirka 1900.
Af /Haags Gemeentearchief.

Louis Couperus var en hollandsk forfatter. I en række psykologisk-realistiske romaner skildrede Couperus personer og miljøer i det mondæne Haag. Hovedmotivet er mennesket, der rammes af het noodlot, 'skæbnen'.

I Eline Vere (1889) er portrættet af den skrøbelige kvindelige hovedfigur endnu påvirket af naturalismens lære om arv og miljø, men i senere romaner bliver het noodlot en gådefuld, fatalistisk kraft, fx i De stille kracht (1900, Den stille kraft) og Van oude mensen, de dingen die voorbijgaan (1906, Om gamle mennesker, tingene som går forbi).

Couperus' forfatterskab er mangesidet. Foruden symbolske eventyr (Psyche, 1898) omfatter det en serie historiske romaner med figurer fra den klassiske oldtid. I De berg van licht (1905-1906, Bjerget af lys) nærmer Couperus sig den litterære dekadence. I denne roman om den androgyne barnekejser Elagabal berører han flere tabubelagte temaer, heriblandt homoseksualitet, og dvæler samtidig ved det Italien, han elskede.

Dandy-agtigt poserende og koketterende med en lediggang, der dog modsiges af et omfattende forfatterskab, var han en fremmed fugl i den hollandske borgerlighed, som han afskyede.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig